|
|
Cruyffs klumme: Det er forbudt at tro på lovprisningerne (6.
oktober) Af Johan Cruyff (El Periódico) |
Barça er godt på vej. Hvilket allerede er meget. Men vejen er ikke
mere end lige begyndt. Nu skal man til at styre lovprisningerne. Det er forbudt
at tro på dem. Og så skal man fortsætte med at arbejde. For de tre point fra en
6-1 sejr er lige så meget værd som dem man vinder i sidste minut (Betis) eller i overtiden (Espanyol og Shaktar).
For mig siger det mere med disse tre kampe i træk man vandt på dødskanten, kampe hvor man ved andre tidligere lejligheder
måske ikke engang havde spillet uafgjort, end målfesten
som holdet udførte i lørdags. For det sidste er en konsekvens af det første.
Du kan sidde i uheld, og sågar spille som på film, og ikke komme
længere end til uafgjort (Racing). Du kan fortjene at score mange mål i en første
halvleg og ende med at måtte lide for at hævde dig overfor modstanderen (Betis). Du vader i chancer og det ender med at du vinder i
overtiden eller på straffespark (Espanyol). Du prøver på noget nyt i Ukraine,
og det går ikke; du berigtiger i pausen, og du ender med at få vendt
situationen på måltavlen i en grim kamp.
Spørgsmålet er om du ved hvad du vil spille for, hvordan du vil
spille, og med hvem du vil gøre det. Har Guardiola en blomst? Blomsten er at
vinde når du ikke fortjener det. På hans hold, så spiller ham der nu, og nu
spiller ham den anden, og dem som er bedst i form kommer på igen. Man kæmper
med sjælen for at vinde hver gang man kommer ud på banen. Med opturer og nedturer. Det manglede
bare. Men man viser ambitionen om at ville vinde fra første til sidste minut.
Og det er dette sidste glorværdige minut som fører til forvirring. At vinde på dødskanten er ikke en blomst. At vinde på dødskanten er præmien for en idé og for en overbevisning:
den om at man kan vinde, om det så bliver i sidste øjeblik. Og når du opnår
det, og ikke en gang, men adskillige i træk, styrkes selvtilliden.
