Barça lod to point slippe væk i Sevilla (14. marts)

 

FC Barcelona mistede søndag aften et lille skridt i kampen om det spanske fodboldmesterskab, da holdet måtte nøjes med 1-1 ude mod Sevilla.

 

Mestrene var delvist på hælene mod afslutningen af kampen, hvor begge hold tilspillede sig chancer i en underholdende slagudveksling.

 

FC Barcelona, hvis forspring til Real Madrid nu er nede på fem point, kunne have afgjort kampen i første halvleg, hvis træfsikkerheden havde været større.

 

Bojan Krkic bragte Barcelona i front, da Andrés Iniesta og Dani Alves i fællesskab kreerede et fornemt oplæg til Krkic, som nærmest løb bolden i mål. Hør det.

 

Kort før pausen havde Lionel Messi flere chancer, blandt andet da han headede bolden på overliggeren efter en fremlægning fra anfører Xavi.

 

Sevilla forsøgte sig fra anden halvlegs begyndelse med en indskiftning af angriberen Frederic Kanoute, og det gav gevinst få minutter senere.

 

Alvaro Negredo løb flot igennem i højre side og serverede bolden for Jesús Navas, som headede udligningen i mål.

 

Samme Navas havde en stor chance et kvarter før tid, men Víctor Valdés reddede for mestrene. Andrés Iniesta var endnu tættere på at sikre sejren for gæsterne, da han ramte overliggeren.

 

Det er blot anden gang i 14 ligakampe på udebane, at Barcelona spiller uafgjort, de 12 øvrige kampe på fremmed græs er vundet. /ritzau/

 

Sevilla: Javi Varas; Cáceres, Alexis, Fazio, Fernando Navarro; Jesús Navas, Medel, Zokora (Kanouté, m.45), Rakitic, Capel (Perotti, m.71); Negredo (Romaric, m.87).

FC Barcelona: Valdés; Alves, Piqué, Abidal, Adriano (Maxwell, m.75); Iniesta, Busquets, Xavi; Pedro (Bojan, m.13), Messi og Villa (Keita, m.84).

Mål: 0-1, M.30: Bojan. 1-1, M.48: Navas.

Dommer: Pérez Lasa (Baskerlandet). Gule kort: Cáceres (m.24), Zokora (m.27), Medel (m.61), Fernando Navarro (m.62), Capel (m.68), og hos gæsterne til Adriano (m.39), Xavi, (m.61).

Tilskuere: Ca. 45.000 på Ramón Sánchez Pizjuán i Sevilla.

Spilledato: 13. marts 2011

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 14-03-2011 06:50

 

Nyhedsoversigt