Lader Barça ikke Messi tage til OL, suspenderes han (20. juli)

 

Lionel Messi er for øjeblikket centrum for en konflikt mellem FC Barcelona og Det Argentinske Fodboldforbund (AFA). Den 21årige fodboldspiller vil ikke gå glip af De Olympiske Lege hvor Argentina skal forsvare guldmedaljerne fra Athen i 2004.

 

Men ifølge præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC) Jacques Rogge er der ingen tvivl: ”FIFA har netop mindet klubberne om at de bør overdrage deres spillere”, siger han i et interview. ”Loven påpeger at hvis et hold ikke giver afkald på en spiller, bliver fodboldspilleren suspenderet under Legenes afholdelse. Dette betyder at spilleren ikke vil kunne spille for hans klub”.

 

Barça skal mellem 12. og 27. august spille to Champions League kvalifikationskampe. Den olympiske fodboldturnering begynder 6. august og slutter 23. august. Rogges ord betyder således, at hvis Barça ikke lader Messi rejse til Kina, får man ham alligevel ikke med i klubbens kampe i august.

 

FC Barcelona hævder derimod, at reglerne Rogge omtaler kun gælder for officielle FIFA turneringer, og at OL ikke er en sådan. Men FIFA bakker IOC op: ”Vi har informeret klubberne om at de skal give afkald på dem af deres spillere som er under 23 år ”, siger verdensfodboldforbundets talsmand Alain Leblang.

 

Regelsættet blev vedtaget af IOC og FIFA for 15 år siden, da de to organisationer blev ledet af henholdsvis Juan Antonio Samaranch og Joao Havelange. Det handler kun om spillere der er yngre end 23 år, hvorfor Werder Bremen kunne stoppe brasilianske Diego og Bayern München kunne nægte Argentina retten til at få Martín Demichelis med. Alle disse spillere er over 23 år. OL landsholdene er u23 landshold med op til tre spillere der må være ældre. Nu Ronaldinho har fået ny arbejdsgiver, skulle han have fået lov til at deltage i legene.

 

FIFA’s præsident Sepp Blatter er i øvrigt et af IOC’s 115 medlemmer, og schweizeren skulle bakke regelsættet op, da han ønsker at sætte begrænsninger for klubbernes magt, uden hensyntagen til hvem der betaler spillerne deres løn.

 

Ind til videre skal det blive spændende at se om Messi mandag er med på flyet til Skotland, når Barças førstehold drager på træningslejr, eller om han i stedet tager et andet fly der letter på tirsdag med Japan som destination, hvor Argentina 29. juli spiller den eneste forberedelseskamp inden OL. Billetten til tirsdagsflyet er indkøbt og han er vaccineret, og sender således det signal, at han vil til OL.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 20-07-2008 20:50

 

Nyhedsoversigt