Ibrahimovic: Der er ikke nogen bedre kritiker end en selv. Og sådan er jeg

El Periódico 8. februar 2010

Spørgere: Joan Domènech og Marcos López

To mål i de seneste ti kampe skubber en i retning af at tænke at Zlatan Ibrahimovic er i krise. Han benægter det. Og han nægter at være bekymret over sin måltørke, fordi han nyder de titler han allerede har vundet og det fodboldspil han praktiserer hos Barça.

De har været på Camp Nou i mere end et halvt år. Hvordan vil De beskrive oplevelsen indtil nu?

Den er rigtig god. Min familie og jeg er faldet godt til. Jeg er lykkelig her. Vi har vundet tre titler på seks måneder. Vi befinder os øverst i stillingen, og vi har ikke tabt i ligaen. Holdet har vundet alt, og det vil fortsætte sådan. Det er utroligt. Jeg beklager blot det som skete for os i pokalen. Jeg synes vi fortjente at kvalificerer os videre, for Sevilla er ikke bedre end os. Men i fodbold sker den slags ting.

De begyndte med 11 mål i de første 13 runder. Men nu har De i adskillige kampe ikke scoret.

Det bekymrer mig ikke. Det er sket for mig andre gange. I mit første år hos Ajax begyndte jeg rigtig godt. Senere gik det galt for mig. Derefter godt. Et russisk bjerg. Det er normalt, for du bør tilvænne dig mange ting og på meget lidt tid. Der skete det samme for mig da jeg kom til Juventus og hos Inter. En sæson med bølgedale. Når man er nier, en central angriber hos et hold som Barcelona, er det indlysende nok vigtigt at score mål. Men det er ikke alt.

Ikke det? Er det ikke alt?

I det mindste ikke for mig. Hvis jeg deltager i spillet og laver asist til en holdkammerat, føler jeg mig lige så godt tilpas.

De har allerede lavet syv asists. Det er ikke særlig normalt hos en angriber.

Derfor siger jeg at målet ikke er alt. En asist er som et mål, for du gør en holdkammerat lykkelig. Og dette er lige så vigtigt for mig som at score. Denne dårlige stime bekymrer mig ikke, for den skal nok ende med at målene kommer. Hvis du spiller godt, hvis du hjælper holdet og hvis du skaber chancer, scorer du.

De kommer fra Italien. Fra et fodboldspil der er den diametrale modsætning til Barça. Der er 1-0 en perle. Det er det ikke her. Der var De alene i angrebet. Her omgives De af Messi, Henry, Xavi og Iniesta.

Der er stor forskel. I Italien får du to, tre eller fire chancer i en kamp, og du bør være forberedt for ikke at svigte. Du kan i 80 minutter næsten ikke berøre bolden, og du ved at du får den til sidst. Og du bør ikke svigte, for de vil dømme dig for det. Derfor modstår de så længe og derfor er der så mægtige angribere som Inzaghi eller Trezeguet. Dem som bare får en bold og så scorer de.

Og hvordan oplever De denne forandring?

Det er rigtigt, at det er som at vende tilbage til min start hos Ajax. I Italien interesserer spillet ikke. Der er 1-0 godt nok. Intet andet end sejren interesserer. Og når man faktisk har spillet godt, siger de til dig: "Du har spillet rigtig godt. Men du vinder ikke noget, var?". For dem tæller det gode fodboldspil ikke.

Her er det næsten vigtigere at spille godt end at sejrer. Vidste De det?

Ja, ja. Det vidste jeg. Det minder mig om Ajax. Du vandt 1-0 og folk piftede. Jeg forstod ikke noget. ”Hvorfor pifter de?”, spurgte jeg mig selv. Fordi folk vil have godt spil. Show.

Deler De denne indstilling?

Den forstår jeg perfekt. Hvis jeg betaler en billet, er det jeg forventer mig at se et godt show. Hvis du vinder 1-0 men ikke har det sjovt, går du utilfreds hjem. Her vil folk have moderne fodbold. Det skal være sjovt. Hvis jeg befandt mig på tribunen på Camp Nou, ville jeg også bede om det samme.

Hævder De at Barça praktiserer fremtidens fodboldspil?

Ja, fordi man markerer en tendens. Indenfor nogle år vil alle ønske at spille som os. Jeg glædede mig meget over Spaniens triumf ved EM, fordi man opnåede den ved at praktisere noget vidunderligt fodboldspil. Som Barça. At vinde alle titlerne bekræfter og demonstrerer at du kan sejrer ved at spille godt. Derfor er det fremtidens fodbold. Det vil ikke ændre sig på et år eller to, fordi traditionerne forandres ikke så hurtigt. Men det er linjen og tendensen.

Er dette hvad De ledte efter? At have det sjovt? Titler? At tjene penge? At afslutte en karriere hos en stor klub?

Ikke at afslutte en karriere eller at tjene flere penge. Ikke det. Jeg gik efter at have det sjovt og få fremgang som fodboldspiller. I Italien havde jeg det også sjovt. Men jeg følte at jeg stadig kunne forbedre mig, få fremgang og give mere af mig selv. Her har jeg vundet titler som med Inter havde været umulige, som Den Europæiske Super Cup og VM for klubhold, fordi man i mange år ikke har kunnet vinde Europa Cuppen.

Og hvad ser De når De kigger på Barça?

Et storhold. Der er nogle hold som har to, tre eller fire store spillere af dem som man siger ”wow” til. Men du kommer til Barça, du kigger dig omkring og du bliver klar over at alle dem i truppen bare er wow! Her er Xavi, Leo, Andrés, Puyol, Henry og Alves.

Påvirker det at være på dette hold?

Ikke i den grad. Hvis jeg var en ungdomsspiller på 18 år. Men det er længe siden jeg forlod mit land, jeg var i Holland og senere fem år i Italien, hvor jeg også løb ind i meget store fodboldspillere. Det Juve hold var rigtig godt. Også Inter. Nu har de med pengene for salget af mig kunne indkøbe flere spillere og de har atter skabt et storhold. Hos Barça kender vi alle hinanden og vi ved hvad der skal gøres. Du skal ikke sige noget til Henry omkring dybde eller hurtige undvigende bevægelser. Hvad kan du fortælle Leo omkring hurtige undvigende bevægelser. Du vil heller ikke fortælle Xavi hvordan han skal lave en pasning. Alle er på det samme niveau. Det er meget højt.

For et par uger siden inviterede Guardiola Dem til middag. Hvordan var det?

Det overraskede mig, da han sagde det. Det er første gang at det er sket i min karriere. I det mindste på denne så spontane og så enkle måde.

Hvad sagde han?

Han spurgte om jeg havde det godt, om jeg var lykkelig, om jeg følte mig veltilpas, om min familie var faldet til og om jeg havde brug for noget. Han har den idé, at hvis du er lykkelig, yder du mere på banen. Det var rigtig godt. Det er detaljer ved misteren som overrasker. Den slags ting får dig til at føle ham mere nærværende. Men du må aldrig miste perspektivet om at han er træneren, chefen, og du spilleren. Bare en på holdet.

Talte han om fremtidens fodbold? Er Guardiola den type træner der vil være i fremtiden?

Hvor gammel er han? 39? Åhh! Og han har allerede vundet alt. Han er meget ung og han har lang tid til at gøre fremskridt. Ja, han er den slags træner som man har nu. I Italien har man ønsket at gøre ham det efter. Det er ikke så let.

Leonardo hos Milan og Ferrara som Juventus har fyret.

Han tænker som en fodboldspiller. Han er meget aktiv. Han deltager meget ved træningerne. Jeg havde haft mere passive trænere, som hellere giver ordre end forklarer. Han er ikke en politibetjent der giver ordrer eller en diktator som kommer med pligter. Han er mere en lærer der hengiver sig til at instruere. Capello, Mancini og Mourinho var ikke så aktive. Capello og Mourinho forklarede dig tingene på en tavle. Misteren (Guardiola) går ind på banen. Eftersom han har været en stor spiller, ved han vad en fodboldspiller tænker. Han lever for fodbold. Han tænker på fodbold døgnets 24 timer.

Er truppen meget anderledes?

Miljøet er rigtig godt. Det var det også i Milano. Men jeg kan bedre lide mentaliteten her. Du går ud for at træne og ser Xavi, Messi, Iniesta og alle dem som giver sig til at spille med bolden. I Italien forventede du at træneren skulle gå ud for at snakke, mens man sad på bænken. De er næsten som børn, når de får fri fra skole. Jeg er sikker på at hvis man en dag ringede til dem om natten, fordi de skulle spille en træningskamp, ville de alle komme. De vil ikke bare spille. De hygger sig faktisk.

Der findes en vandrehistorie om at dommerne hjælper Barça?

Jeg tror ikke på den slags ting. Det går end af det ene øre og går ud af det andet hos mig. Der skete det samme i Italien med de hold som lå øverst.

Vi er ved at nå frem til afslutningen, og Eto’os navn er ikke dukket op.

Det er rigtigt. Det er det første interview hvor man ikke har spurgt mig om ham.

For nogle dage siden stod De bag en uventet udvisning af selvkritik i pressemødelokalet. Det var overbevisende, fordi det ikke er sædvane.

Jeg kan lide at sige tingene som de er. Andet er det ikke. Hvis jeg ikke er god, hvorfor skal jeg så sige det modsatte?

Den næste dag svarede Guardiola tilbage ved at sige at han var fuldstændig uenig.

Det ved jeg. Men misteren har sin mening, og jeg respekterer den. Men der er ikke nogen bedre kritiker end en selv. Og sådan er jeg. Og jeg er meget hård.

Hvorfor?

Jeg har vindermentalitet. Sådan har jeg altid været. Derfor er jeg hård overfor mig selv. Jeg ved at jeg altid kan gøre det bedre.

De er aldrig tilfreds?

Nej. Aldrig. Hvis jeg gør en ting godt, tænker jeg på at gøre to ting godt. Hvis jeg gør to ting godt, tænker jeg at jeg kan gøre tre ting godt, og så videre. Jeg er aldrig tilfreds.

Er det ikke som tortur for Dem?

Nej. Når man spiller på dette niveau, ved man at man skal være maksimalt forberedt i hvert øjeblik.

Påvirker kritikken Dem?

Nej, ingen ved bedre end dig selv når du har spillet godt eller dårligt. Det behøves ikke at man fortæller dig det. Desuden hvis du læste alt det de siger, ville du blive skør. Men hvis jeg læser og ser noget som de kan have ret i, tænker jeg over det.

De har en tatovering med indskriften ”kun Gud kan dømme mig”. Er Gud Deres eneste kritiker?

Jeg tror på gud. Jeg er meget katolsk. Men min største kritiker er mig selv. Jeg kræver meget af mig selv. I Italien bebrejdede man mig at jeg ikke nød tingene. At jeg skulle være tålmodig. Men sådan er jeg. Ikke engang når jeg scorede mange mål, følte jeg mig tilfreds. Det er min karakter. Det er måden hvorpå jeg går ud til kampene. Sådan føler jeg mig godt tilpas.

Og den røde drage som De har fået tegnet på huden. Hvad betyder den?

Den fik jeg, fordi jeg ønskede det. Jeg er meget spontan. Jeg tænker en ting og gør den. Jeg planlægger ikke. For hvad dog? Du tænker at du gør noget indenfor ti dage, og den femte er du dødtræt af at røre det bord hvor interviewet finder sted. Man skal leve i nuet. Alle tatoveringerne betyder noget.

Vil De få nogen i Barcelona? Er der endnu plads?

Det ved jeg ikke. Jeg har allerede sagt til jer, at jeg lever i nuet. Hvis jeg pludselig tænker på noget, så gør jeg det. Jeg planlægger ikke noget. Ikke engang ferien, og tænker ikke på at, om tre måneder tager vi til Miami. Senere kan du så aftale det. Du tænker noget, og du gør det. Sådan er det altid. Jeg tænker ikke på fremtiden. Jeg lever og nyder dagen i dag.

De virker spændt på banen.

Det er en kontrolleret spænding. Jeg har brug for adrenalin. Jeg kan ikke gå afslappet ud, for så er jeg ikke god. Men udenfor banen er jeg meget rolig. Jeg kan lide at have alt under kontrol og at have mine rutiner. Det modsatte er ubehageligt for mig.

De tager ikke fodboldspillet med hjem.

Nej. Fodbold skal spilles. Ikke ses. Jeg sætter en skarp grænse mellem arbejdet og privatlivet. Her tænker man på fodbold når man kigger på plænen. Et er i Ciutat Esportiva (Sportsbyen) og der ser jeg min familie langt væk. Sådan har jeg altid gjort. Jeg skaber mig et roligt liv. Jeg tager hjem, jeg er sammen med mine børn, min kone og ser film. Ikke noget særligt. Jeg kan slet ikke lide uorden. Jeg kan lide at have alt under kontrol, for hvis ikke, føler jeg mig underlig. Jeg holder ikke op med at lave noget, fordi de genudsender en kamp i fjernsynet. Jeg ser bare nogle specielle: Jeg så Inter-Milan og VM finalen.

Kender De noget af Barcelona?

Ja, men ikke meget. Ud fra det jeg har set, er det en vidunderlig by, grundet klimaet og lyset. Vi har været i Zoo og i Aquarium med børnene. Og nogle restauranter. Men vi går ikke meget ud. Jeg elsker denne by. Du går ned ad (gaden) Diagonal og du når centrum i løbet af kort tid. Desuden er den meget ren. Der er ikke den forurening som i Milano.

Hovedside om Zlatan