Xavi: Champions League er
et udstillingsvindue hvor alle spillere vil være
Sport 30.
september 2008
Spørgere:
David Salinas og Javier Miguel
Oversættelse:
John B. Jensen
Xavi
kan i Donetsk spille sin kamp nr. 100 i internationale klubturneringer. Det kan
han blive den første spiller hos FC Barcelona der opnår. I den anledning har
han stillet op til et interview med Sport, som her citeres i dets fulde længde:
De er den første der når
det.
Ja,
og jeg føler en stor tilfredsstillelse over det. Som jeg altid siger, hvis det
er muligt, er det fordi skaderne har respekteret mig, fordi trænerne har stolet
på mig og, definitivt, fordi jeg er så privilegeret at spille i denne klub.
Også fordi man her i dag spiller flere kampe end i Miguelis
periode. Han kunne i lang tid prale med rekorden over flest kampe i Europa.
At nå
100 som 28årig. Det må bare være endnu en milepæl.
Ja,
jeg er meget tilfreds med at have nået dette antal. Men jeg ønsker at spille
mange flere. Og at der kommer titler ud af disse kampe som jeg endnu har til
gode, for i Europa har jeg kun Champions League fra 2006.
Van Gaal brugte Dem som
alternativ i sæsonen 1998-1999.
Og
på Old Trafford!
Hvad er der tilbage af denne
Xavi?
Jeg
er det samme menneske, med de samme værdier. Selvfølgelig er jeg blevet modnet
og jeg har lært fra alt og alle. Og jeg bliver ved med at lære, for jeg mangler
endnu meget.
Xavi i en
kamp for det spanske landshold imod USA (4. juni 2008)
Lad os vende tilbage til
Manchester.
Jeg
var glad og nervøs. Jeg har nogle utrolige minder. Alt var fantastisk. Jeg sad
sammen med Roger på bænken, og jeg husker at vi talte om at hver gang de
krydsede midterlinien virkede det som en målchance.
Hvad sagde Van Gaal til
Dem?
Han
gik lige til kernen: ”Varm op for du skal ind”. Og jeg kom ind i stedet for
Giovanni lige efter at de havde scoret til 3-2. Så tænkte jeg, at træneren ville
lave endnu en udskiftning. Men sådan blev det ikke. Jeg kom ind, og lidt efter
udlignede vi til 3-3. Fremragende. Om jeg var nervøs? Tja, det almindelige. Jeg
ville gøre alting godt. Jeg har nogle rigtig dejlige minder.
Deres værste minde er
sikkert at De ikke kunne spille finalen.
Det
var en skam. Jeg var lige kommet tilbage efter en skade, og jeg blev på bænken.
Ja, det er en lille smule melankoli som jeg gemmer på. Men jeg regner med at nå
til en anden finale. Men det bliver ikke let, for Champions League er en meget
vanskelig turnering. Du kan ikke tillade dig den luksus at svigte. Det skete
for os i sidste sæson imod Manchester United. Vi var bedre. Men de slog os ud
på et langskud af Scholes.
En anden kamp som De må
have på nethinden er nederlaget i semifinalerne imod Real Madrid i 2002.
Det
var hårdt. Vi havde tabt første opgør med 0-2. Jeg spillede ikke, fordi jeg
havde karantæne. I returopgøret fik vi uafgjort 0-0. At vinde Champions League
var den eneste mulighed for at rede sæsonen. Men sådan kunne det ikke blive.
Dette og andre lignende situationer er det som hærder dig. Også kampe imod
skotske, engelske eller tyske hold. Og imod italienerne som dårligt nok lader
dig skabe målchancer.
Det blev også en
uforglemmelig dag, da man fik 1-3 på Anfield. Er det ikke sandt?
Det
er fordi vi befandt os på et meget højt niveau. De endte med at klappe ad os.
Vi gjorde det også godt i en kamp imod Chelsea på Stamford
Bridge, hvor vi vandt 1-2. Og den som vi vandt her med 2-1 imod Milan på mål af
Ronaldinho i de sidste minutter. Alle disse opgør var rigtig dejlige at spille.
De har spillet UEFA Cup,
Europæisk Super Cup og VM for klubhold. Men Champions League er Champions
League, ikke?
Sådan
er det. Det er noget specielt. Det har intet at gøre med nogen anden turnering.
Det er et udstillingsvindue hvor alle spillere vil være. Der udskifter
spilleren chippen og tager festdragten på for at give det bedste af sig selv.
Hvilken spiller har
gjort Dem bitter i denne turnering?
Jeg
mindes, at da jeg spillede den første kamp imod Chelsea døjede jeg med at blive
mandsopdækket af Chris Morris. Hans træner Vialli
havde sagt til ham, at han skulle være min skygge. Og som han dog var det. Han
lod mig ikke engang trække vejret. Den samme fornemmelse oplevede jeg igen i en
kamp for Spanien imod Bosnien i 2004. Det var også galmandsværk.
I må ikke svigte i
Ukraine (imod Shakhtar Donetsk).
Det
ved vi godt. Vi vil forsøge at få sat den videre kvalifikation på skinner med
en sejr. Efter at have begyndt godt, vil vi fortsætte ad den samme linie. Men
vi ved at det ikke bliver let.
De spillede der allerede
i 2004, og det gik ikke særlig godt for Barça.
Vi
tabte 2-0. At spille på Shakhtars bane er vanskeligt.
Det er koldt og de gør den våd, hvorfor bolden glider meget. Desuden er det et
aggressivt hold som er fysisk meget stærkt. Vi skal spille om tre meget vigtige
point, for både de som os kommer fra at have vundet den første kamp. Men vi bør
demonstrere at vi er favoritter og skaffe os sejren.
Hvad beder De om for
fremtiden i denne turnering?
Først
og fremmest at jeg kan fortsætte med at spille og vinde flere titler. Jeg ville
også gerne lære nye modstandere at kende for at skifte omgivelser, selvom der
for os ikke er noget med at se Europa som turister. Vi kender kun stadionerne
og lufthavnene.
Xavi og
Bojan