Assistenttræner Tito Vilanova: Vi skal være i gang med at genopfinde konstant
El Periódico 6. september 2010
Spørgere: Marcos López og David Torras
I har den smalleste
trup i det seneste årti: 19 spillere. Er det nok?
Sidste år talte man allerede meget om dette spørgsmål. Det vil udelukkende skaderne afgøre. Skaderne og naturligvis turneringerne. Men om vi så er med frem til afslutningen i ligaen, i Champions League og i Copa del Rey, som vi ønsker, så vil vi fortsætte med at tænke, at den ikke er smal. Sagen er at mange spillere kan optræde på forskellige pladser.
Få men nyttige til
forskellige formål.
Ja, Det er lidt af den idé vi har. Det ville være som at sige, at de er 19, men at de tæller for 24, for med fire eller fem kan du dække otte pladser. Det er tilfældet med Abidal, Adriano, Busi og Maxwell. Andrés og alle de andre helt fremme. Alle er de rigtig gode på diverse positioner. Desuden har vi altid under Pep sagt, at hvis du har 24 eller 25 spillere, er der mange som ikke kan spille hyppigt. Når du har brug for dem, er de ikke på deres niveau, hvis de har tilbragt en måned eller halvanden måned uden at spille. Det er altid bedre at have folk i topform.
Og derefter kommer
hvordan man behandler egoer og truppen.
Hver træner har sin måde at arbejde på. Nogle føler sig veltilpasse med 25 spillere og sågar med 30. For os ville det være ubehageligt. Allerede nu er det vanskeligt for os at lave startopstillingen og lade folk stå ude. Det er ikke bare et spørgsmål om at skulle leve sammen, men fordi vi forstår det sådan. Vi tror det er det bedste. Det er umuligt at få den samme motivation til at træne som de andre, hvis man ofte vrages til truppen.
Målsætningen er at
alle føler sig vigtige?
Alle ved, at de kommer til at spille. De ved, at hvis nogen har en lille skade, bliver han udskiftet, for der er en anden som er forberedt på at komme ind. Det er som med Xavi i Santander. Alle fastholder glæden. Ingen bliver koblet af holdet. Det får de ikke tid til. Således oplever de at de er vigtige. Du siger det ikke til dem, men de ser det.
Er denne mangeduelighed samtidig et våben til at overraske med?
Det er ikke bare vigtigt grundet startformationen. Det kommer an på den type spiller som du udvælger til en position. Nuancerne ændrer sig. Det sker også under en kamp. Tidligere sagde folk: «Se lige. Sådan spiller Barça». Men dette er ikke bare at se på det startende hold. Fx den anden dag i Santander, så man faktisk denne ændring. Den venstre back som skulle dække Iniesta op, så at han gik imod midten. Og i anden halvleg skete det samme. Leo gik imod højre, Villa imod midten og Pedro imod venstre. Midterforsvarerne som havde Leo blev overraskede, for senere skal de dække Villa eller Pedro op. På en hvis måde genorganiserer man taktisk det fra tegnebrættet. Og sådan bliver det meget vanskeligere at kontrollere.
Efter tre år er
fornemmelsen, at det er lettere at jeres tricks bliver afluret, og at I er
tvunget til at ændre?
Selvfølgelig. Derfor er det slet ikke let at spille hos Barça. Vi spiller omvendt af de andre hold.
Hvorfor?
Fordi vi tilpasser os modstanderen i angrebet, og i forsvaret tilpasser vi os aldrig. Vi gør det modsatte af de andre. Hos størsteparten af holdene, for ikke at sige alle, sparker forsvarsspillerne til bolden og påbegynder opspillet via en returbold. Ikke vi. Hos de andre befinder midterforsvarerne, når målmanden spiller den ud, sig på midtbanen. Vi går frem bagfra med bolden. Dette sker for at angribe. Når der skal forsvares, er vi også anderledes. Fuldstændig modsat de andre. Når størsteparten mister bolden, går de ned imod deres felt for at forsvare. Ikke vi. Vi går efter at få den op i fjendens felt for at stjæle den så hurtigt som muligt og skabe hurtige angrebssituationer, mens modstanderen forsøger at organisere sig. I løbet af disse to år har vi genopfundet. Hvert år genopfinder vi os selv. Også nu. Det er logisk. Holdene studerer os tæt, og det for statiske 4-3-3 duer ikke som tidligere. Alle modstanderne forsøger på at aflurer dig tricket. Det er normalt. Men fordelen er, at vi i to år har arbejdet sammen, og at holdet allerede ved hvad det bør gøre. Derfor skal vi være i gang med at genopfinde konstant.
Dette forklarer at
store spillere, som Ibrahimovic, ikke har fundet
deres plads.
At spille hos Barça er meget vanskeligt. Hvorfor? Grundet
den stil som vi har. Hos størsteparten af holdene har angriberen meget plads
bag sin ryg og meget større huller. Ikke her. Her møder vi mange gange at 20
spillere ophober sig på 20 eller
Messi har ikke
problemer, og han har fundet det ideelle sted.
Da vi ankom, sagde man at Leo ikke var målscorer. Det morede
mig, for jeg havde ham i ungdomskategorierne, og hvis der er noget han er, så
er det målscorer. Da han kom op på førsteholdet, måtte han spille som wing, men
som lille var han spydspids. Når han er så god som han er, tilpasser han sig
kanten og det som der er brug for. Men der, tæt på feltet, er det perfekt for
ham. De kan ikke trænge ham op i en krog som på fløjen. Han får muligheder for
at trække indenom, udenom eller hvor han ønsker det. Og afstanden til målet er
ikke mere de
Ud over mål, hvad
tilbyder Villa så?
Det vi søgte efter hos ham er evnen han har til at bevæge sig netop på forsvarslinjen, netop for at få den brudt og give holdet dybde. Vi har mange folk som spiller rigtig godt, men det bliver meget bedre når han modtager bolden ved fødderne. Vi har altid krævet spillere med evne til at gå i tomrummet. Det har vi vundet med i disse to år med folk som Bojan, som har forbedret sig rigtig meget. Og nu bliver det med Villa endnu bedre.