Vicepræsident Soriano: Vores tapperhed og ansvarlighed er mere end bevist

La Vanguardia 2. juni 2008

 

FC Barcelonas vicepræsident for økonomiske anliggender Ferran Soriano (Barcelona, 1967) forklarer i det nedenstående interview sine og bestyrelsens holdninger omkring de aktuelle spørgsmål der omgiver klubben. Blandt andet udsigterne til at en kommende mistillidsafstemning imod præsident Joan Laporta og hans bestyrelse kan spolere Barças muligheder for at foretage de nødvendige køb og salg af spillere op til den kommende sæson:

 

Vil bestyrelsen fremskønne processen med mistillidsdagsordenen?

 

Processen bliver ledet af komiteen, og vi vil ikke bede dem om at de skal gøre det hurtigt eller langsomt, men at de skal gøre det godt. At de skal gøre det til perfektion. Dette er ikke øjeblikket til ubegrundede hast eller til interessepolitisk taktik. Det er øjeblikket til at give de største garantier om seriøsitet omkring institutionens demokratiske proces. Personligt, nu hvor klubben er økonomisk stærk og velstruktureret, motiverer det mig meget at arbejde for at Barça skal være en endnu mere seriøs og stabil institution, langt over folklorisme og den ustabilitet der generelt piner fodboldverdenen. 

 

Har bestyrelsen stadig tro på at man kan afvise mistillidsafstemningen, fordi underskrifterne ikke lever op til formaliteterne.

 

Bestyrelsen antager at alle underskrifterne er i orden. Det modsatte ville være et stort prestigetab. Ikke bare for de drivende kræfter bag mistillidsafstemningen, men for hele klubben. Når jeg afholder konferencer rundt omkring i verden, ser jeg hvordan Barça er beundret for sin struktur og demokratiske ledelse, hvor medlemmerne er suveræne. Derfor er det ikke et problem at der bliver en mistillidsafstemning og at man stemmer med demokratisk normalitet. Det ville være uhyre mistillid til alle hvis det handlede om bedrag. Når dette er sagt, så må man, for at sørge for at processen bliver ren få bekræftet alle underskrifterne, som man altid gør. Processen bør være forbilledelig.

 

Tænkte De at der kunne være så mange ophidsede culés (9.473)?

 

Vi kendte til graden af ophidselse, fordi vi allerede havde set det ved protesterne på Camp Nou og fordi vi også er ekstremt utilfredse. Ikke bare over ikke at have vundet nogen titel i de to seneste sæsoner. Men nu klubben er stærk og har opnået at få den bedste trup i Europa, har vi ikke fået udbytte af dette. Og dette giver altid følelsen af mangel på sikkerhed og offervilje, selvom det ikke er helt sandt. Sidste sommer sagde vi at holdets trænere og nøglespillere som havde vundet alt fik snor til at forsøge igen. Men tingene er ikke gået godt og derfor er beslutningen ikke kommet tilfældigt. I sidste ende er de ansvarlige altid os. Der er ingen undskyldninger.

 

Denne bestyrelse, som begyndte som et hold, er endt med at blive beskyldt for at være præsidentstyret. Laporta er hovedpersonen. Tror De at det kun er ham man vil fordømme, eller føler De, at vreden fra medlemmerne også er imod Dem og resten af bestyrelsen?

 

Mistilliden er til hele bestyrelsen, og sådan opfatter vi den. Præsidenten har en stor hovedrolle i medierne, men beslutningerne træffer vi samlet. I dag er Barça ikke en præsidentstyret klub, men det kan se sådan ud. I ledelsen er der personer som med en meget lille fremtoning i medierne har udført meget værdifulde bidrag.

 

Genkendte De Laporta ved den fremtoning overfor fanklubberne eller på Old Trafford? (Kommentar fra oversætteren: Laporta hidsede sig lidt rigeligt op ved henholdsvis et stormøde for Barça fanklubber og ved en situation i udekampen imod Manchester United, hvor han mente der blev begået straffespark imod Messi).

 

Præsidenten begik en fejl. Han selv har erkendt det og han har sagt undskyld på en måde man må beære. Jeg kender ikke mange fremtrædende ledere som erkender deres fejl sådan.

 

Hvornår synes De præsidenten begik fejl?

 

Jeg synes at præsidenten på det seneste har givet sig meget for holdet, med følelsesladede udtalelser der har haft til hensigt at forsøge at bakke op. Bagefter har holdet ikke gjort gengæld. Det har ikke været i stand til at vinde, og alle disse følelser er faldet tilbage på Laporta. Selv samme entusiasme og præsidentens følelsesladethed har været rigtig gavnlig for klubben på mange tidspunkter de seneste år. Som alle andre, har Laporta ramt plet og begået fejl. Men jeg tror ærlig talt at balancen er meget positiv. Jeg er sikker på at når hans regeringstid er slut, bliver han anerkendt som en af de bedste præsidenter hos Barça.

 

Har De på noget tidspunkt underrettet Laporta om det der kunne være ved at ske eller blev De underrettet om den eksisterende anspændthed?

 

Det var ikke nødvendigt at vi blev underrettet. Det var tydeligt på Camp Nou. Og det vi måtte gøre var at blive ved med ihærdigt at forsøge at vinde, særligt i Champions League, hvor vi nåede frem til tærsklen til finalen.

 

”Barça sí. Laporta no”, lød det fra en stor del af publikum under hele opgøret imod Mallorca 11. maj. Efter nederlaget vendte publikum sig direkte imod præsidentlogen.

 

Begik De en fejl ved at afholde Dem fra at være med helt fremme?

 

Vi besluttede os samlet for bestyrelsens organisering, og vi står ved beslutningen. I alle tilfælde så bliver tingene nu anderledes. Vi har besluttet at omorganisere os, at tage flere skridt i retning af professionalisering af klubben og for at blive mest effektive, hvor jeg får en meget aktiv rolle, lignende den jeg havde i første mandatperiode på tre år. Med den samme entusiasme som dengang samt fem års intens erfaring. Jeg vil ikke skjule mig. Jeg vil være med helt fremme.

 

Er man bevidst om at i fodbold kan bolden gå udenom?

 

Fodbold er følelsesladet. Man har lavet sjov med den gamle historie om klubmedlemmet der knækker sit medlemskort itu. Men jeg tror at Barças medlemmer er bevidste om at de er ejerne af klubben og at virksomhedens fremtid afhænger af dem. Jeg ved at når der skal stemmes, gør de det på et godt grundlag og meget ansvarsbevidst. Ikke på grundlag af følelser og de seneste resultater.

 

Er De bevidst om at medlemmerne ikke protestere over de fem års regeringstid, men over de to seneste samt præsidentens fremtoning, og fordi bestyrelsen har vist sig ligeglad med den dårlige indsats hos den bedste trup?

 

Det er vi helt bevidste om. Hvis De tillader det, så vil jeg bare nuancere at vi ikke har været ligeglade. Vi har truffet beslutninger og givet ansvar til professionelle som derefter ikke har opnået de forventede resultater. Vi påtager os ansvaret som tilkommer os.

 

Kan De bekræfte at De bliver denne bestyrelses kandidat ved det kommende præsidentvalg?

 

Det kan jeg ikke bekræfte, for vi har ikke talt om det endnu. Vi er i gang med meget intenst at arbejde på at bestyre klubben, fordi vi befinder os i den mest afgørende periode af året, som skal føre os til at den kommende sæson bliver succesrig. Hvis mistillidsafstemningen bliver til noget, vil vi også dedikere en del af vores tid til at forklare os. Imidlertid har jeg personligt truffet en beslutning, og jeg vil fortælle om den når valget bliver udskrevet, hvilket jeg håber, bliver i 2010.

 

 

Sandro Rosell ser ud til at være parat til at stille op. Laporta sagde at han ikke anså ham som velegnet. Mener De det samme?

 

Dette spørgsmål bør medlemmerne besvare, når der bliver valg og han stiller op. Frem Til da synes jeg ikke det er rimeligt at jeg kommer med tilkendegivelser, selvom jeg har min mening.

 

Tror De at Rosell har stået bag denne mistillidsafstemning?

 

Det ved jeg ikke, og det bekymrer mig ikke meget. Ethvert medlem af Barça har ret til at lave opposition, om man så står frem eller skjuler sig.

 

Sideløbende har Denne bestyrelse et retsmøde den 11. juni. Må man kautionere eller sælge spillere for at bestyrelsen kan undgå denne instans? (Kommentar fra oversætteren: Klubmedlem Vicenç Pla har sagsøgt bestyrelsen. Han mener at de skulle have kautioneret for 15 procent af klubbens budgetterede underskud for 2002-03 sæsonen. Ledelsen har nægtet at gøre dette. I sin tid overtog Laporta og hans bestyrelse magten 22. juni 2003. Den igangværende sæson blev først afsluttet 30. juni. De hævder således, at man først havde denne kautionsforpligtelse fra den første hele sæson. Vicenç Pla mener derimod, at en mindre del af en sæson også må give pligt til at kautionere).

 

Af respekt for processen så tillad mig ikke at komme med meninger omkring et anliggende som skal for retten. Glem ikke at vi er den eneste bestyrelse i Barças historie som kautionerede med 25 millioner euro af egen formue for en klub som tabte 73 millioner om året. Vores tapperhed og ansvarlighed er mere end bevist. Så hvis en dommer ender med at befale at vi skal stille yderligere kaution for en klub som nu har deponeret 400 millioner og tjener penge, så gør vi det imidlertid uden at blinke, og vi bliver ved med at træffe de økonomiske og sportslige beslutninger der er til gavn for klubben. Som altid.