Pinto: Jeg foretrækker at beskrive mig selv som arbejdsmand

El Periódico 19. april 2011

Spørgere: Marcos López og Joan Domènech

Som bekendt plejer Barças andenmålmand José Manuel Pinto at stå i Copa del Rey. Det skal han også i onsdagens finale imod Real Madrid. I den anledning lader El Periódico denne tirsdag Pinto fortælle om sin karriere og bringer også et interview med ham. Det kan her læses i dansk oversættelse:

Jeg ville bare være målmand. Ja, altid. Der var ikke andet jeg kunne lide. Hvorfor insisterer så meget? Min bedstefar havde været målmand og han nåede så langt som til at spille i Tredje Division. Min onkel var også målmand. Og fra da jeg var meget lille, tog jeg ofte ud for at se dem spille. Da jeg gik i skole, bad jeg om at stå på mål. Det var der man satte den lille tyksak ind. Ham som ikke kunne være spiller. Det var mig. Det var ikke fordi jeg var tyk, vel! Jeg ved at Víctor mindes, at da han var dreng kunne han ikke lide at være målmand og han led meget. Ikke jeg. Jeg ville være målmand. Jeg var så lille, og allerede placerede man mig dér.

Hvem fæstnede jeg mig ved? Ved Esnaola. Det er en af de mest legendariske målmænd som Betis har haft i hele sin historie. Ham kunne jeg rigtig godt lide. Han var mit virkelige idol. Og desuden var jeg så heldig, senere at kunne arbejde sammen med ham. Forestil jer det! Betis henter mig til ungdomsafdelingen, og der var han som træner. I den periode var der ingen målmandstræner som der er nu. Men at have dit idol til at vise dig ting hver dag var utroligt for mig. Når spillerne gik ind i omklædningsrummet, blev han altid sammen med mig og med de andre målmænd og arbejdede på en meget mere specifik måde.

Han holdt aldrig op med at fortælle mig ting og med at hjælpe mig. Men det der sivede bedst ind hos mig var nogle ord som jeg endnu mindes i dag: «Jeg tror helt og holdent på dig. Tro på dig selv. Du har kvaliteter. Du skal nok blive målmand på højt niveau». Jeg var netop kommet til Betis fra et ungdomshold i min landsby, jeg var bare 18 år og så sagde Esnaola sådan til en. Wow! Og senere huskede jeg altid på det. «Du skal arbejde meget! Meget». Han behandlede mig altid rigtig godt. Til sidst bliver man klar over, at han havde ret i det han fortalte mig.

Jeg er aldrig holdt op med at arbejde. Jeg har aldrig været bange inde i et mål. Hvis jeg skulle vælge et ord, ville jeg vælge ansvarlighed, for hele holdet stoler på mig, fordi du er den sidste mand og du kan hindre at der scores. Men du kan også begå en fejl, og det betyder et mål. Men hvis du arbejder dag for dag bliver alt lettere. Jeg husker endnu fx den dag hvor Unzué (o.a. daværende målmandstræner hos Barça) ringede til mig, og han sagde at Barça havde mig på en liste med fem eller seks målmænd yderligere. Jeg havde læst noget tidligere i den galiciske presse, og mine holdkammerater hos Celta lavede sjov med mig. Jeg tog det sågar som en anekdote, selvom jeg var stolt. At Unzué ringede, ændrede alt. Da var jeg 31 år gammel, og han spurgte mig om forskelligt for at se om jeg passede på profilen som Rijkaard og holdet ledte efter. «Hør lige. Hvis jeg skal til Barça, så sætter jeg mig ind i det hele. Om jeg tager af sted for en dag, en uge eller seks måneder. Mit arbejde er min fane. Juan Carlos, jeg tager af sted med et barns forventning». Han sagde til mig: «Jeg har ikke brug for at vide mere ». Og her er jeg så.

For en uge siden lukkede Guardiola for det varme vand angående interviews. Var det et signal om at det alvorlige begyndte?

Vi vidste at denne måned ville blive intens. Det er den hvor vi ville få at vide om titlerne skulle uddeles til os eller til de andre. Vi befinder os nu i den afgørende fase.

Føler I nerver eller pres?

Mere end pres. Vi er forventningsfulde. Vi har arbejdet hele sæsonen for at nå frem til dette tidspunkt. Nu kaster vi os over det med lyst til at nyde det og gør klar til syltekirsebærerne for hele sæsonens arbejde.

Er der mere forventning end ængstelse efter de to år hvor I har vundet?

Jeg tror ikke det afhænger så meget af det som af den psykiske tilstand du befinder dig i i det afgørende øjeblik.

Hvad det angår, starter I så med fordel overfor Real Madrid, grundet titlerne, de 5-0 fra første opgør eller ved praktisk taget at have vundet ligaen?

Det ved jeg ikke, for jeg kender ikke nok til dem til at kunne sammenligne mig med dem. Jeg forestiller mig at de vil gøre det godt og at de også glæder sig.

Har De tænkt på finalen i dagevis?

Jeg tænker altid på den næste træning. På dagligdagen.

Men Guardiola har bekendgjort, at De skulle spille finalen. At holdet ville blive Pinto og ti til.

At spille uden opbakning er det værste der kan ske for en. At have træneren i ryggen har meget stor påvirkning. Holdkammeraterne ser mig træne hver dag, og ingen skal fortælle dem noget om mig. De har øjne og kan se mig.

Valdés har også proklameret, at De bør starte inde i finalen.

Det gør mig stolt. Du bliver klar over hvordan holdkammeraterne sætter pris på dig og bakker dig op. Det kan man ikke betale sig til. Jeg har deres og trænerens tillid, og det er meget vigtigt.

Er det skamfuldt overfor El Clásico at der bliver 4 på 18 dage?

Synes I at det er skamfuldt?? Det synes jeg ikke. Måske tænker jeg sådan fordi jeg er spiller, og det vi spillere kan lide er at konkurrere på topplan. Det er kampe der pirer mange følelser blandt fansene, og man skal aldrig skamme sig over følelserne. Ønsket om at vinde en kamp imod din rival eller den umiddelbare mulighed for revanche som du får hvis du taber. De fire bliver forskellige. Vi kan ikke forudsige at den fra i lørdags bliver ligesom den i morgen eller den tredje eller fjerde.

Har Barça den evne til at overvinde som man har udvist pga. den ambitiøse indstilling?

Det er indstillingen og mange andre ting. Jeg synes vi leverer et godt stykke arbejde. Måden vi tager træningerne på er som en livsforsikring. Jeg tror fuldt og fast på at hvis du arbejder, kommer du til at høste frugterne. Således fortolker jeg mit ophold her: Jeg kom for seks måneder, jeg forlænget og jeg bliver i fire et halvt år. Jeg arbejder hele tiden, og altid med fødderne ved jorden. Vores arbejde samt trænernes og fysioterapeuternes foregår i det skjulte og man sætter ikke pris på det, men det er lige så vigtigt som det der laves af dem der spiller.

Er arbejdet det væsentlige?

Også derfor er Barça et vidunder. Arbejdet er en af søjlerne bag succesen; og dernæst er det naturligvis at have kvalitetsspillere. De to aspekter skal gå hånd i hånd. Man avler ikke succes hvis der ikke arbejdes, hvis der mangler talent eller der mangler indstilling.

Hos Barça er det obligatorisk at starte med at spille bagfra. Ryger Deres puls i vejret, når de snøvler med bolden?

Nej, du skal ganske enkelt bare læse spillet hurtigt, løfte hovedet når bolden kommer imod dig, for at midterforsvarerne kan åbne og du kan se hvem der tilbyder sig og hvilken modstander der står for presset.

Finalen imod Athletic er aldrig set mage til. Touré og Piqué var praktisk taget ved baglinjen.

Det er rigtigt, næsten til den ekstrem at de befandt sig parallelt med linjen. Næsten ved hjørneflaget. Modstanderne ved at vi vil spille bagfra, og de presser os. Vi vidste at den dag ville Athletic spille os sådan. Det er klart at næsten ingen hold har denne idé med altid at ville spille fra målet.

De kan som Busquets og Pedro lave sjov. Da de Kom til Barça, begyndte der at komme titler på stribe.

Vi er så heldige at være bestanddele af et hold som skriver historie. Det var utænkeligt at tro det første år, at vi ville vinde det hele, sådan som det var gået året forinden under Rijkaard. Der var mangel på selvtillid. Guardiola fik ændret stemningen i omklædningsrummet.

Er de meget forskellige?

Alle er vi meget forskellige fra hinanden. Det er det dejlige. Vi er anderledes. Det ville være kedeligt, hvis vi var ens. Havde samme bil, det samme hus, den samme kone. Det kan man selvfølgelig ikke. Der er ikke noget der slipper udenom Guardiola, selvom vi træner med Busi (Carlos Busquets - målmandstræneren).

De mindes ofte, at De kom for seks måneder og har været her i tre år. Siger De det med en følelse af retfærdiggørelse?

Nej. Det skete også for mig i Vigo. Jeg blev udlejet et år og jeg var der i 9 år. Jeg blev anfører og vandt Zamora trofæet (o.a. målmanden med lavest indkasserede snit i den spanske liga). Jeg bliver ikke længere forbløffet over at se, at pressen i januar ser mig ude af holdet i den næste sæson. Da jeg kom, havde jeg tro på at jeg ville blive i mere end seks måneder. Den første dag sagde jeg: jeg kommer for at blive. Jeg har forlænget og jeg bliver i fire et halvt år.

Og De nyder det.

Jeg har det virkelig rigtig godt. Måske er det grundet alderen, men da jeg kom lovede jeg mig selv, at jeg ville nyde hvert minut. Om det så kun blev til seks måneder. Jeg nyder at træne, at spise med holdkammeraterne og den lille duft af græs, når man slår det.

Deres indblik bidrager med noget andet til holdet. Deres uddannelse og også karriere har været anderledes fra den størsteparten har fået.

Jeg ved ikke om mine synspunkter er så anderledes. Fordi jeg har spillet i Anden Division og fordi jeg har oplevet ængstelige øjeblikke? De må spørge holdkammeraterne. Men vi befinder os ikke i en situation velegnet til at give råd.

Plejer De at se DVD? Er De vild med fodbold som Xavi og Villa der ser alt?

Selvfølgelig ser jeg dem. Der er et arbejde ind ad til der gavner os. Men jeg er ikke videnbegærlig omkring fodbold som de er. Jeg elsker at spille, jeg elsker at træne, at være aktiv og at lave ting. Men jeg ser kun lige nok tv. Hvis bestemte hold spiller, som jeg ikke vil nævne. Jeg ser ikke fodbold. Jeg er sammen med min datter.

Hvad er Deres største dyd?

Jeg betragter mig som arbejdsmand. Jeg ville sige fysisk styrke, stærke ben og smidighed. Men det hele er resultatet af forudgående arbejde. Jeg smadrer mig i gymnastiksalen. Jeg foretrækker at beskrive mig selv som arbejdsmand.

Som Valdés?

Alle er vi forskellige. Hver især har sin personlighed. Víctor har karakter. Men det har Leo, Xavi, Piqué, Milito og Andrés også.

Ville De sige at der er en overlegen kemi i denne trup?

Der er en rigtig god fællesfølelse; og uden denne base var der mange ting man ikke havde opnået. I alle trupper er der forskellige økosystemer.

Hvordan ville De beskrive dette Barça hold som man allerede betragter som et af alle tiders bedste hold?

Dette hold er allerede historisk, fordi det har pulveriseret rekorder. Med tiden vil det blive værdsat mere. Folk vil sige: Husker I det Barça hold? Fansene er allerede bevidste om dette holds format.

Bliver det husket grundet det man har vundet eller spillestilen?

Mere end for det man har opnået, grundet måden man har opnået det på. Om holdet som sådan vil man huske at det vandt så og så meget. Omkring dette Barça hold vil man huske sejrene og spillet.

Hovedside om Pinto