Pep Guardiola fra Cruyffs Dream Team bold til Van Gaals hårdhed

6. maj 2008

 

Blot 37 år gammel og kun med lidt erfaring som træner. Men Josep Guardiola har fuld opbakning hos Barças ledelse og blandt andet hos præsident Joan Laporta der er overbevist om at Pep er den helt rigtige træner til Barça. Han kender bedre end nogen anden til tilstandene hos klubben efter tyve år indenfor og har evnen til at være lederen for en trup med lunefulde stjerner.

 

Guardiolas karriere hos Barça begyndte 28. juni 1984, da han som 13årig startede på klubbens talentskole La Masia hvortil han kom fra Gimnàstic de Manresa. Herfra begyndte han at tage form som blaugrana stjerne. Hans holdepunkt blev hurtigt Guillermo Amor som Pep beundrede. Han lærte af trænere som Carles Rexach som havde en afgørende rolle i hans uddannelse i ungdomsafdelingen og i hans indlemmelse på førsteholdet i 1990.

 

Josep Guardiola blev Dream Teams 4’er formet efter Johan Cruyffs ideer om god boldbehandling og offensivt spil. I foråret og sommeren 1992 vandt Pep både Europa Cuppen for mesterhold, det spanske mesterskab og guld ved OL i Barcelona.

 

Efter Cruyff tilpassede Pep sig også Bobby Robsons og José Mourinhos koncepter og arbejdsmetoder. Da José Mari Bakero stoppede hos Barça i efteråret 1996, overtog han også anførerbindet. Endelig spillede han også en vigtig rolle hos Barça under Louis van Gaal og Llorenç Serra Ferrer.

 

Pep sammen med holdkammeraten Ronald Koeman

 

Guardiola spillede også 47 landskampe for Spanien, hvor han måtte tilpasse sig helt andre stilarter under trænere som Javier Clemente og José Antonio Camacho.

 

Som Barças 4’er og som vigtig brik på landsholdet viste Pep et særdeles fortræffeligt blik for spillet. I kampene foregreb Guardiola spilsituationerne en brøkdel af et sekund før de andre. Dette gjorde ham til boldadministrator og orkestrets dirigent som satte rytmen i kampene, lidt som Xavi i dag. Men han blev også alle sine træneres forlængede arm på banen, som Puyol er det aktuelt.

 

Guardiola stoppede hos FC Barcelona i sommeren 2001 efter 379 kampe, hvoraf 224 blev vundet, 82 endte uafgjort og med Pep tabte man 73 gange.

 

Efter sin periode hos Barça fortsatte Guardiola sin fodboldkarriere i andre lande. Pep ønskede at danne sig begreb om andre måder at spille fodbold på. Efter en god sæson hos Brescia i Serie A skiftede han til AS Roma. Det blev dog kun til fem kampe her. Således vendte Pep på vintermarkedet tilbage til Brescia og var en vigtig brik i den vellykkede kamp for at undgå nedrykning.

 

Peps karriere i Italien huskes desværre mest for at han 21. november 2001 blev fundet dopingpositiv. Han fik fire måneders karantæne, der hovedsageligt blev afsonet i sommerferien, en bøde på 2.000 euro og syv måneders fængsel. Den sidste del af straffen blev dog aldrig ført ud i livet, blandt andet fordi det lykkedes hans advokat at drage dommen tilstrækkeligt i tvivl. Mange danskere husker særligt Michael Laudrups forsvar af den tidligere holdkammerat i Champions League studiet på 3+: ”Jeg kender Guardiola. Når han siger han ikke har gjort det, så har han ikke gjort det”.

 

 

I 2003 skiftede Pep til Al Ahly i Qatar. Her blev det til to år hvor han lærte den arabiske ørkenkultur at kende sammen med andre overbetalte aldrende stjerner som Gabriel Batistuta, Claudio Caniggia og Fernando Hierro. Første sæson blev han valgt som bedste udlænding i oliestatens liga. Herefter afsluttede han sin karriere som spiller hos Dorados de Sinaloa i Mexico under Juan Manuel Lillo der var en personlig ven af Pep og tilhænger af offensiv fodbold.

 

Mellem Qatar og Mexico var Guardiola begyndt at tage den spanske træneruddannelse. I juli 2006 fik han sit diplom. 15. november 2006 bekendtgjorde Pep endegyldigt at han var færdig som spiller og ville hengive sig til trænerrollen.

 

21. juni 2007 blev Guardiola præsenteret som ny træner for Barça B. Og nu har Pep taget endnu et trin opad og bliver cheftræner hos klubben han har været tilknyttet langt mere end halvdelen af sit liv.

 

Fulde navn: Josep Guardiola Sala

Kælenavn: Pep

Fødselsdato: 18. januar 1971

Fødselssted: Santpedor, Catalonien

Plads: Defensiv midtbanespiller / Midterforsvarer

Højde: 180 centimeter

 

 

Hovedside om Guardiola