|
|
Cruyffs klumme: Guardiolas hold har intet tilfælles med Dream
Team (22. september) Af
Johan Cruyff (El Periódico) |
Guardiola, som i går kunne fejre en sejr der var ligeså knusende
som overbevisende i Gijón, satser lejlighedsmæssigt
på et 3-4-3 system. Som Dream Team gjorde det. Man kan let komme til at sammenligne,
men det er ikke korrekt. Der er faktisk ikke et eneste punkt tilfælles. For at
demonstrere det, bruger vi som reference kampen mellem Barça og Sporting
Lissabon fra sidste uge i Champions League.
De tre Guardiola anbragte bagud er tre midterforsvarer (Piqué,
Márquez og Puyol). I min epoke, var de tre bagude to backs (Ferrer
og Sergi) og en fri mand (Koeman). De fire på
midtbanen som Guardiola stillede med (Alves, Keita, Xavi og Iniesta) var
placeret i bredden. I min epoke, tegnede jeg på midtbanen en rombe (firkant
hvor de modstående sider er parallelle) med Bakero
som spids fremme og Guardiola som spids bagude i omtalte rombe.
Tidligere var nøglespilleren Bakero.
Hans styrke var at komme med frem fra anden kæde. Han besad et godt skud og var
en stor afslutter med hovedet, på trods af hans statur. En figur som Bakero findes der ikke i den aktuelle trup, og i min epoke
var han afgørende. Blandt de fodboldspillere som Guardiola opererer med nu,
ville Xavi være denne Bakero, når han har held til at
betræde feltet. Jeg ser at man ønsker at han begynder på det. Men kvaliteterne
hos den ene af dem og den anden er meget forskellige.
Den samme filosofi
Hvor der er sammenfald er i spilfilosofien. Stadig uden naturlige
kantspillere, (som det altid er når Pedro ikke spiller), ligger ideen i at åbne
banen mest muligt. Hvor er tomrummene? På fløjene. Og der skal du spille om det
netop en imod en. Jeg siger netop, for ved doseringen og udvælgelsen af
øjeblikket til at give sig i kast med en imod en situationer opstår evnen til
at overraske.
At gå over dine breder med en dribling overfor din oppasser er
iøjnefaldende, og i henhold til hvordan din senere aflevering eller dit skud
bliver, kan det sågar blive afgørende. Perfekt hvis du har dagen. Du må aldrig
flygte tilbage fra dine gode fornemmelser. Men det bedste plejer at være at
lade opspillet blive modnet, ved at modtage og give tilbage med en eller to
berøringer. Desto højere boldcirkulation, desto mere plads. Og desto mere
plads, desto flere muligheder for at gøre skade, om det så er med en enkel
bande eller med en pasning rettet efter at en holdkammerat går med frem.
Fodboldudgangspunktet som Guardiola forsvarer, og som jeg deler,
er ganske enkelt. Når du ønsker at angribe, skal du åbne banen. Og når der skal
forsvares, så luk tomrummene af. Her er både boldrytmen som positionsspillet
afgørende. Hvis du dominere det, og dette er lige noget for Guardiola, har du
alt der skal til for at vinde en kamp.
Matricen
Når man husker på at Alves netop er blevet konverteret til endnu
en midtbanespiller sådan som han går med frem på fløjen er hans udgangspunkt
med 4-3-3 eller 3-4-3 for mig den bedst mulige option. Systemerne er imidlertid
fyldt med matricer i henhold til de karakteristika som de enkelte spillere som
du sætter på banen har.
Trods utålmodigheden hos nogle, så er man i gang med at konstruere
et nyt projekt, et nyt hold, og dette opnår man ikke på to dage. Jeg afviser
fuldstændigt den enkle idé med at spille med 4-4-2. Jeg hentyder til Barça. De
andre kan gøre hvad de vil. Af mange grunde. For ved at spille sådan, bliver
boldcirkulationen langsommere og den indbyrdes forståelse mellem spillerne
vanskeligere.
