|
|
Cruyffs klumme: Barça spillede i lørdags sin bedste kamp i
mange sæsoner (15. september) Af Johan Cruyff (El Periódico) |
Jeg ved ikke hvilken kamp De så. Den som jeg så havde jeg ikke set
mage til i lang tid på Camp Nou. Det er sandt at der manglede mål. Det er sandt
at der var noget individuelt spil som var skidt eller endnu værre. Men på det
kollektive plan var Barça højt oppe.
Enhver kan drage sig sine konklusioner. Den værste start i ligaen
i mange år. Et scoret mål over to kampe og på straffespark. To chancer til
modstanderen og to indkasserede mål. Statistisk set er det ubestridelige
sandheder. Fodboldmæssigt bør læsningen være en anden.
Min, og her taler jeg ikke om fornemmelser men om fakta, er at
Barça i lørdags spillede sin bedste kamp i mange sæsoner. Topkarakter i
positionsspil og udmærket i boldrytme. Godt med hensyn til presset og gode
cifre i balancen over tabte/genvundne bolde. Er det til at forbedre? Helt
sikkert. Otte skud på mål er lidt med så meget dominans. Man mangler at få
afpudset den sidste pasning, den vanskeligste, og man mangler at afpudse den
afgørende sidste afslutning. Men jeg lader ikke tvivlen få husly. Målene, og
definitivt resultaterne, kommer altid når du spiller godt. Og dette Barça kan
spille rigtig, rigtig godt.
Og det første som Guardiola skal møje med. Det er hverken mangel
på erfaring eller selvmord. Han ser, analyserer og træffer beslutninger. Op til
den anden ligakamp traf han mange. Og alle skulle bane vejen for forbedring
sammenholdt med kampen i Soria. (Imod Numancia). For
at få startet, så skal dem der befinder sig i bedst form spille. Uanset hvilken
alder de har. Uanset hvad de hedder. Er det en smal trup? Det er en trup der
føler maksimalt pres.
Busquets udskilte sig
Ud over dem man havde på førsteholdet, samt Pedro og Víctor Vázquez,
kan man nu lægge Sergi Busquets til. Teknisk overgik han Touré og Keita.
Positionsmæssigt så han ud som en veteran. Med og uden bold. Med bold gjorde
han det svære let: Han slap den efter en/to berøringer. Uden bold gav han en
anden lektion: den med at befinde sig på det rigtige sted for at lukke af og
generobre ved kun at løbe det nødvendige. Og det selvom han er ung og uerfaren.
De samme fejl som hans træner har.
Jeg har mange gange forklaret at man ikke spiller en kamp med 11,
men derimod med 14. Det er lige så vigtigt med dem du sætter på fra start som
krudtet, (denne gang Iniesta, Messi og Bojan) som du gemmer for senere at
frembringe ildebranden. Sådan er en kamp. Midtvejs skal trænerne træffe andre
beslutninger ved at kigge længere frem. Hvad spiller jeg om i dag, hvor meget
har jeg spillet og hvad mangler jeg at spille om. Og
med Liga, Champions League og landskampe, ville nogen kunne nå 10 kampe på en
måned.
Her kommer styringen af truppen ind. Doseringen af dine
virkemidler. Og med dette, at få alle impliceret. Guardiolas endelige budskab:
her er ingen bedre end andre. Hvilepausen er ikke en straf, men en vej til at
du skal yde bedre, når man igen beslutter sig for dig.
Halvvejs et nyt hold fra en ligakamp til den anden? Ja. Og fornuftige
ændringer. Henry, Messi, Iniesta, Márquez og Touré.
De fem som spillede fra start i Soria ville man kunne
have sat ind igen imod Racing. Ser man på kalenderen, er det ikke tiden til at
de skal være udslidte. Ikke i dag, men efter en begyndelse er der altid en
afslutning på sæsonen. Ved at drage omsorg for denne detalje, satsede Guardiola
hårdt på en anden: jeg vil vælge brikkerne helt rigtigt for, på tavlen,
uafbrudt at spille bedre end på Los Pajaritos. (Numancias hjemmebane).
