Barça B fik tredje sejr i fire kampe (19. september)

 

Barça B har fået tre sejrer i sine første fire kampe i 2. division. Det vil sige ni ud af tolv mulige point. Det er slet ikke nogen dårlig start for en nyoprykker. I sidste uge gik det for hidtil eneste gang denne sæson galt, og Luis Enriques drenge vendte tilbage fra Cartagena med et 5-1 nederlag.

 

Men lørdag blev det i regnvejret på Miniestadi og for øjnene af ca. 5.000 tilskuere til 2-0 over Elche takket mål af Jonathan Soriano (41) og Nolito (81). For Sorianos vedkommende var det tredje mål i fire kampe.

 

Ifølge presseforlydender sad Barça, også selvom det var andetholdet, på bolden langt det meste af tiden, mens Elche og forsøgte at skabe fare på kontraangreb.

 

”Vi fortjente sejren. Vi udviste en seriøs indstilling. Det var en meget vanskelig kamp, både offensivt som defensivt. Dette resultat vil forstærke os og demonstrerer, at vi har niveau til kategorien. At blive ved med at være hårdføre og seriøse er meget vigtigt”, lød det fra træner Luis Enrique efter kampen. ”Elche er et meget arbejdsomt og komplet hold. Vi ventede at de ville være meget defensivt stærke og pressede fremme. Det var svært at få chancer, og vi kunne det heller ikke før i anden halvleg”.

 

Barça B stillede op således: Miño; Montoya, Bartra, Fontàs, Muniesa, Sergi Roberto, Abraham, Dos Santos (Carmona, min.77), Edu Oriol (Thiago, min.70), Nolito og Jonathan Soriano (Saúl, min.83).  

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 19-09-2010 08:10

 

Nyhedsoversigt