Baby Barça kunne ikke hamle op med Sant Andreu i Copa Catalunya semifinalen (10. september)

 

Pep Guardiola havde blot fem førsteholdsspillere til disposition til Copa Catalunya semifinalen imod Sant Andreu tirsdag aften. Her iblandt to målmænd: Valdés, Pinto, Alves, Sylvinho og Eto'o. Men han valgte at lade Luis Enrique og hans Barça Atlètic få tjansen forstærket med nogle unge spillere, frem for at stille med de få disponible spillere forstærket af folk fra filialen på Sant Carles de la Ràpita, for at undgå skader. Denne indstilling til den catalanske pokalturnering medførte da også mishagsytringer på tilskuerpladserne. ”Vi ville gerne være kommet med førsteholdet. Men det kunne ikke blive sådan”, udtalte klubpræsident Joan Laporta, som var den der mest blev udsat for publikums buen. ”Herfra ville jeg bede om at man arbejder med et andet format for turneringen, for at den ikke falder sammen med FIFA kalenderen”. Det kan jo bare næppe lade sig gøre med den alt for fyldte FIFA kalender, med mindre Copa Catalunya spilles i august. I Catalonien har man jo allerede ødelagt spillernes sidste hul, juleferien, med såkaldte ”landskampe” for det catalanske landshold.

 

Sant Andreu spiller til daglig i Anden Division B, som Barça Atlètic, og tog kampen helt alvorligt. Således kom de foran efter ti minutter ved Edu Oriol der scorede på et hårdt venstrebensskud som sad perfekt helt ude ved stolpen.

 

Barça reagerede hurtigt, og fik sin første chance i 18. minut. Det blev Sergi Busquets som udlignede til 1-1. Han modtog en god pasning i dybden fra Fontàs og med en elegant berøring sendte han bolden ind bag målmand Morales som var gået ud af sit bur. Ja, denne Busquets er søn af Efter Dream Team Keeper Carles Busques.

 

Baby Barça kæmpede videre, men kunne ikke hamle op med en rival med langt mere erfaring. Sant Andreu havde kampen under kontrol. Således kom de atter foran i 28. minut, hvor Dani Martí scorede til 2-1 på hovedstød.

 

I 78. minut blev det til slutfacit 3-1, da Edu Oriol scorede sit andet mål denne aften.

 

“Vi mødte et Sant Andreu der var velorganiseret bagude, og som er et af de bedste hold i kategorien”, sagde Luis Enrique efter kampen. ”Det blev en kamp med maksimal intensitet som endte til modstanderens fordel fuldstændig fortjent”.

 

Sant Andreu møder Espanyol i finalen.

 

Sammendrag af kampen (kig helt ude i højre side).

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 10-09-2008 07:30

 

Nyhedsoversigt