|
|
Cruyffs klumme: Det er ikke et spørgsmål om at spille med rene kantspillere,
men om at holde fast ved positionsspillet på fløjen og slippe bolden hurtigt
(9. september) |
Fodbold er for tilskueren. Således bør vi alle sammen stille os
selv dette spørgsmål: Hvad ønsker jeg at mit hold gør? Jeg? At det bestemmer på
banen. At man har initiativet. At man altid forsøger at angribe. For mig er det
udgangspunktet. Man skal angribe godt, for at forsvarer bedre. Spørgsmålet
beror på hvordan.
Nederlaget for en uge siden i Soria, og
dette 1-0 på Los Pajaritos, vil stadig være på
hjernen hos mange endnu en uge. Det er fordi ligaen lige går i gang, og man
skal vente to uger til næste runde. Hvis den store målsætning med Guardiolas
nye projekt er denne ene og der kun er en eneste kamp imod Numancia, så har
alle draget sine konklusioner ud fra den. For mig er der kun en som er
uundgåelig: Det er tre points som ikke blev vundet. Fra denne kendsgerning, det
eneste for den som ikke vil se bagud, ser jeg kun margen til forbedring. Og en
gang til, så beror spørgsmålet på hvordan.
Hvordan spiller du bedre med de elementer du disponerer over. Og med at spille bedre hentyder jeg til hvordan du fører
initiativet, hvordan du bestemmer på banen, og omsætter dine kvaliteter til
udbytte. Tabe. Du kan altid tabe. Som i Soria, hvor
man, selvom man ikke spillede godt, skabte chancer. Barça fejlede. Men det
gjorde de ikke. De fik det de havde til at virke.
Position og høj rytme
Det jeg beder holdet og denne gruppe om, og det som jeg forventer af
dem, for de kan gøre det godt, er at håndhæve to facetter: positionsspillet og
boldrytmen. Boldrytmen forøger man kun, hvis man spiller med en eller to
berøringer. Og dette begynder bagfra. Hvis man går hurtigt frem, får
modstanderen ikke tid til at organisere sig. Dette kan man indlysende
fremprovokere via den direkte vej med en lang aflevering. Men hvis du spiller
imod en rival med ti mand bagude, er vejen til at skabe huller en anden. Og der
bliver mange Numancia’er.
Det handler ikke om at løbe meget og frit, men derimod om at løbe
det nødvendige som holdspil. For mig er intensitet aldrig at løbe mere, men at
gøre det som du bør gøre på hvert tidspunkt godt. Og dette er boldrytme og
positionsspil. Jeg har bolden, jeg berør og kører, jeg afleverer og fortsætter.
Det er skidt. Jeg har bolden, jeg afleverer og jeg bliver. Og jeg afleverer den
det bedste jeg kan, det er vanskeligt fordi det sker med en eller to
berøringer, og jeg koncentrerer mig om to ting: afleveringen og i at holde fast
i min position på banen. Når dette gentager sig hos mere end en spiller, opstår
hullerne og med dem, muligheden for en mere vertikal pasning, for en magisk
bande, for at nogen dukker op fra den anden kæde eller for at prøve med
langskuddet.
Det er fordi der mangler en spiller til venstrekanten. Bare alt
dog var så enkelt som dette. Jeg ville ikke lede efter nogen der er skyldig i
dette afsavn, for fodbold er et holdspil, og i Barças tilfælde i endnu højere
grad. Man behøver ikke at gå længere tilbage end til Spanien-Bosnien i lørdags
som i den forstand kan kaste lys over dette. Vi tænker på Diego Capel, venstrekantsspilleren i startopstillingen. Han er
hurtig, fræk og søger altid efter en imod en situationer.
Imidlertid bevirker hans ihærdighed for at gøre det godt i sin debut negative
konsekvenser for berøringsspillet og hele holdets bevægelighed. Ingen kan
bebrejde ham for mangel på intensitet. Tværtimod. Men denne køren rundt med
bolden til overmål, helt til han mistede den eller de begik frispark imod ham,
ødelagde den sædvanlige rytme hos europamesteren. En ting er at gå frit efter
chancen, som virkemiddel, fra tid til anden, for således at forsøge at
overraske. Noget andet er at gøre det på systematisk vis. Således bliver det
vanskeligt at overraske og du hjælper heller ikke dine medspillere. En
udskiller sig, men medspillerne bliver til rene tilskuere, og de ender med ikke
at vide hvad der skal gøres. Om man skal følge med ham, om man skal blive,
eller begynde at kigge bagud hvis nu de stjæler den fra ham. Det spanske
landshold bevægede bolden som man plejede ved EM, men når Sevilla spilleren
kom, tog han hele showet. Sådan spiller man ikke som hold. Ungdommens synd.