Laporta skal holde sig væk fra demonstration for catalansk uafhængighed (9. september)

 

På fredag afholder man i Catalonien vanen tro nationaldagen La Diada de Catalunya. Diverse grupper har besluttet at afholde en demonstration i Barcelonas centrum under mottoet ”Vi er en nation. Vi ønsker egen Stat!”.

 

Blandt de mange berømtheder der har bekendtgjort at de deltager i demonstrationen er blandt andet FC Barcelonas præsident Joan Laporta.

 

Laporta vil sandsynligvis hævde, at han ved demonstrationen repræsenterer sig selv og ikke andre. Men faktum er at så længe han er præsident for Barça repræsenterer han i folks øjne altid klubben, uanset hvad han foretager sig.

 

Barça har omkring 160.000 medlemmer og mange millioner tilhængere. Blandt disse findes der mennesker med alle mulige poliske holdninger fra det yderste venstre til det yderste højre. Således er der også folk der ønsker et selvstændigt Catalonien og andre der ikke gør.  

 

Derfor kan det ikke undgås at Laportas deltagelse i denne demonstration vil gøre mange tilhængere vrede, selvom han i et interview der blev bragt på Barça.Dk 13. juli 2008 udtalte: ”Jeg har modtaget breve fra klubmedlemmer i Huelva og Cáceres som er meget spansksindede, der ytrer at de forstår og respekterer mine ideer. Dette er Barças storhed. Derfor er det mere end en klub”.

 

I Catalonien og Spanien er catalansk uafhængighed et glødende hedt tema. Undskyld sammenligningen, men bølgerne går nogenlunde lige så højt som i den danske debat om de afviste irakiske asylansøgere? Kunne man forestille sig eksempelvis Don Ø stå udenfor Brorsons Kirke eller for den sags skyld deltage i en demonstration for at få irakerne hjemsendt?

 

Således skal der nok blive analyseret og overfortolket i alverdens massemedier på Laportas deltagelse i demonstrationen, selvom han understreger at Barça er for alle der føler sig blårøde. ”Nogle ønsker at mistolke mine ord når jeg taler om disse temaer”, udtalte han i lørdags på verdenskongressen for Barça fanklubber. ”Det de går efter er splid og opdeling af Barcelona tilhængerne. Barcelona er en Barcelona, catalansk, spansk, europæisk og verdensklub”.

 

Selvom det måske ikke er ønsket, bidrager Laporta således selv til at skabe splid. De mange spanske svar på Mogensen & Kristiansen kører der ud ad, mens præsidentkandidat Sandro Rosell sandsynligvis allerede er i gang med at tænke over hvordan dette kan udnyttes mest muligt i den kommende valgkamp sammen med sine spinddoktorer. Vel stiller Laporta ikke op. Men hans deltagelse i demonstrationen må bestyrelsens kandidat, der ikke er valgt endnu, bøde for.  

 

Det er for sent for Barça præsidenten at udbedre problemet fuldstændigt. Et afbud nu vil der også blive analyseret på. Han skulle have sagt nej med det samme og i al ubemærkethed.

 

Om mindre end et år går Laporta af som præsident, og efterfølgende kan han ytre sine politiske synspunkter kvit og frit.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 09-09-2009 08:42

 

Nyhedsoversigt