Oriol Giralt: Rebet man har bundet om Eto’o er for at man efterfølgende kan kvæle ham (6. september)

 

Så gik man og håbede at man efter mistillidsafstemningen ikke skulle høre mere til Oriol Giralt. Manden ved tilsyneladende godt, at når Barça ikke spiller, er der plads i medierne til at han kan udbrede sine blaugrana-fjenske ytringer. ”Samuel Eto’o bliver det næste offer på Can Barça”, udtalte han således fredag via radiostationen Onda Cero. ”Man er i gang med at forberede sig på at kunne gøre det hele senere. Rebet man har bundet om ham er for at man efterfølgende kan trække i det og kvæle ham”.

 

Også den store udskiftning af medlemmerne af Barças bestyrelse får en kommentar med på vejen. Ledelsen skulle således ifølge Oriol bestå af ”de barndomsvenner Laporta kan finde”.

 

Vi der blot følger Barça på afstand kan ikke vide hvad der helt præcist skete omkring Samuel Eto’o i sommers. Men hvad er det i grunden hr Oriol Giralt vil opnå? Vil han gøre Eto’o utryk for at forøge stabiliteten i truppen og i klubben generelt?

 

Man kan mene om Samuel Eto’o hvad man vil. Men faktum er at han spiller for Barça i dag. Hvis man ønsker at han leverer på banen, er det vanvittigt at fremkomme med den slags udtalelser, med mindre at man håber at Barça får fiasko. Det er jo nok hvad den skaldede advokat dybest set ønsker.

 

Man kan uden den mindste tøven slå følgende fast: Oriol Giralt er Barças fjende nr. 1. Langt over Real Madrid. Sandro Rosell og den øvrige opposition holder da i det mindste deres mund til næste præsidentvalg bliver udskrevet.

 

Nå, nu vil jeg glemme alt om Oriol Giralt og i stedet glæde mig til en lørdag aften hvor vi kan følge vores idoler spille landskamp. Min lørdag aften vil fra 20 55 bestå i at følge Messi for Argentina imod Paraguay hos TV2 Sport. Efter første halvleg zapper jeg over på TVE’s internationale kanal og håber på debut for Bojan hos det spanske A-landshold imod Bosnien fra 21 40. Når den er færdig, kan man lige nå det sidste af Ecuador – Bolivia hos TV2 Sport og fra kl. 01 15 se Cáceres i Uruguays udekamp imod Colombia på samme kanal.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 06-09-2008 08:44

 

Nyhedsoversigt