Iniesta: Jeg tror ikke du kan spille godt, hvis du ikke nyder det (2. september)

 

Penge og prestigen her i kølvandet på at score det afgørende sidsteøjebliksmål i en VM finale har ikke ændret Andrés Iniesta som person: ”Fodbold er mit liv, og derefter har jeg min kæreste, min familie, de folk som er tæt på mig og ikke andet. Jeg er meget begejstret over at opleve denne privilegerede situation, men jeg ved at man skal værdsætte den. Nogen gange er det at være i front, at man får penge, biler og berømmelse. Alle disse ting gør at du taber jordfornemmelsen lidt. Men jeg føler mig som den samme. Jeg lever et helt normalt liv, og jeg tror at folk er taknemmelige for det”, udtaler han i et interview med El Periódico.

 

På spørgsmålet om hvad han havde lavet, hvis fodboldtalentet ikke havde været der, svarer Iniesta: ”Tja, det ved jeg ikke. Jeg formoder at jeg havde studeret et eller andet for at kunne leve. Men fodbold er mit liv. Fodbold vender op og ned på alt. Når du er på banen, tænker du kun på dette og på at nyde det. For en stund glemmer du det hele. Det er den medicin der under tiden er nødvendig (…) At komme ind på banen og se at der er fyldt med folk og at få muligheden for at spille fodbold, tror jeg er en gave. Derfor føler jeg mig ikke presset. Jeg går ud for at have det sjovt. Det er ligesom da jeg var dreng. Dette er et spil, et alvorligt spil, om du vil, og med nogle kampe som er vigtigere end andre. Men jeg tror ikke du kan spille godt, hvis du ikke nyder det”.

 

Iniesta er ikke i tvivl om at Barça var den rigtige klub han kunne komme til, dengang han som dreng søgte fodboldlykken: ”Sandsynligvis havde det hos en anden kostet mig mere eller også var jeg blevet efterladt på vejen, som så mange andre. Det ved man aldrig. Men klubbens indstilling hjælper dig med at vokse, og dernæst  er der en træner som satser på dig, selvom du er ung. Det handler om at være der i det rigtige øjeblik. Du ved ikke om alt dette er held eller tilfældigt. Men det sker, og til sidst får du præmien du søger efter”.

 

Første gang Iniesta blev fotograferet sammen med Guardiola var, da Barças nuværende cheftræner overrakte trofæet ved Nike Cup som Andrés deltog i som dreng. ”Jeg har det i en ramme. Pep og Laudrup var altid mine idoler, og som 14årig får man så det trofæ af Guardiola. Forestil jer det. Jeg tænkte aldrig, at han nogle år senere ville blive min træner”.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 02-09-2010 08:25

 

Nyhedsoversigt