|
|
Cruyffs klumme: Ingen er fritaget fra at tabe (1. september) Af Johan Cruyff (El Periódico) |
Ham som ønsker at begynde at lade alarmklokkerne ringe kan gøre
det. Ikke jeg. Heller ikke om man så har tabt den første ligakamp. Præcis på
grund af dette, fordi det er den første kamp og fordi ingen er fritaget fra at
tabe. Ikke en men flere kampe. Uanset hvor lille modstanderen er, ved du godt
at de vil få mindst en chance. Samt at den kan gå ind, som den i går gik ind.
Og på en lille bane, med ti bagude, er det frygtelig vanskeligt at finde plads.
Barça gør to indlysende fejl: Til overmål forsøger man at komme
frem via centrum og gør banen endnu mindre og overbefolket, og man udnyttede
ikke engang en af de chancer man havde. Nu er der 14 dage uden Primera fodbold.
To uger til at lade dette første fejltrin snore rundt
og rundt i tankerne. Rigelig med tid til at tale, se, analysere og justere
brikker og bevægelser. Ingen vinder eller taber i de første 90 minutter af en
turnering.
Barça, eller rettere sagt, Barças trup, skal bare passe sit.
Intensitet, træne godt og yde. Dette er målsætningen, uafhængigt af resultatet
fra i går. Her vipper alting meget hurtigt. En god fornemmelse i forsæsonen,
kvalificeret ubesværet i Champions League kvalifikationen og en venlig
lodtrækning til gruppespillet i denne turnering. Dagen efter den omtalte
lodtrækning famler den her så vante stemning sig frem i det ekstreme. Vi har
slet ikke tabt ligaen ved at falde på Los Pajaritos.
(Numancias hjemmebane). Vi har slet ikke vundet
Champions League grundet lodtrækningen til gruppespillet.
Robinho sagen
Om Shaktar er blevet Dynamo Kievs
aftager betyder ikke at de er fra en anden galakse. Det er sandt. Men ja, det
giver os færden af at det bliver en modstander som ikke bliver let. Det bliver
Sporting Lissabon heller ikke. Spil uden intensitet, som i returopgøret imod
Wisla, og så kan sågar Basel gøre livet vanskeligt
for dig. Ikke grundet deres meritter, men grundet dine forseelser.
Historien er ikke ny. En spiller (Robinho)
har kontrakt med en klub (Real Madrid), og en anden klub dukker op (Chelsea)
som forestiller sig at hente ham. Og spilleren er begejstret over at rejse.
”Jeg gør og jeg siger hvad det skal være for at opnå det. For ud over at
være smuk, betaler den nye kæreste mig mere”. Disse sager løses af de
gode eller af de onde. De gode med enighed mellem klubberne om overgangen. Hos
de onde betaler du klausulen og køber din frihed, eller du bliver og tilbringer
et halvt år uden at spille. Og senere så får vi at se. Nogen ville sågar
tilgive det uden videre. Ikke jeg.
I Real Madrid-Robinho-Chelsea sagen er
der hverken gode eller onde. Og konsekvensen af tidligere optrædener viser, at
der ikke er noget som er hæderligt. Årene tjener til at du bliver klar over
mange ting. For eksempel at fremgangsmåderne er betydningsfulde, og det i høj
grad. Så meget at som du behandler de andre, behandler de dig. Hvorfor tør
Chelsea overfor Real Madrid at styre til spilleren først? Fordi netop sådan har
man set Real Madrid optræde med Cristiano Ronaldo og
Manchester United. Hvis du normalt opfører dig overfor andre på en anderledes
måde, vil ingen turde at være
uærlig overfor dig. Det er et spørgsmål om menneskelig kvalitet fra ledernes
side.
At nå frem til en dag som denne, hvor ligaen er sat i gang, hvor
det er uafklaret om en spiller rejser eller ej, uanset hvad han hedder, gør man
kun hvis man tidligere har gjort meget forkert. Særligt hvis vi taler om store
klubber. De små klubber er altid mere udsatte for at der sker noget.
For eksempel står Espanyol tilbage uden to spillere (Zabaleta og Riera) få timer før
ligaen begynder. Eftersom man så det komme, har man reageret hurtigt og
indlemmet ikke mindre end to fodboldspillere. Hvordan står det så til hos de
klubber de kommer fra? Det ved jeg ikke. Men det er ikke vanskeligt at
forestille sig at hvis spillerne var vigtige der, er det ikke en god nyhed at
stå tilbage uden dem på dette tidspunkt.