Leder: Splid, skidt og borgerkrig (16. oktober)

 

Denne lørdag vedtog FC Barcelonas generalforsamling med 468 stemmer for og 439 imod at sagsøge klubbens tidligere præsident Joan Laporta og dennes bestyrelse. Beslutningen er juridisk helt legitim, for klubbens vedtægter giver mulighed for en sådan sag. Nogle vil måske endda sige, at det er godt at få en dommer til at endevende hvad der er op og hvad der er ned i sagen omkring hvorvidt Barça i 2009-10 sæsonen kom ud med et overskud på 11 millioner euro eller et underskud der i sommers var på 77 millioner euro, men som nu er steget til 79 millioner euro.

 

Men dette bliver startskuddet til en borgerkrig i og omkring FC Barcelona mellem det man dernede kalder laportistas og rosellistas; altså tilhængere af den tidligere og den nuværende præsident. Bag alt dette står nogle meget stærke økonomiske og politiske interesser. Nogle støttes af det politiske catalanske centrum og andre af den catalanske venstrefløj. Den ene fløj støttes af en finansiel sektor i Catalonien og den anden støttes af en anden catalansk finansiel sektor. Det handler ikke om at undersøge hvordan den tidligere ledelse har bestyret Barça. Det handler om at en fraktion af det catalanske samfund ønsker at besejre den anden.

 

Dem som gnider hænder er dem fra den spanske højslette. I Madrid pressen lugter man blod grundet retssagen imod Joan Laporta, der er en fin hævn for at han har vundet titler og gjort Barça til det bedste hold i verden. På højsletten vil Laporta blive gjort ansvarlig for at Real Madrid tilbragte så mange år uden at vinde nogen titel.

 

Der venter os nogle meget vanskelige år, for krigen mellem de to fløje vil betyde at der vil komme masser af skidt ud om både den gamle og den nye ledelse. Det vil skade klubben. Hverken den tidligere eller nuværende ledelse interesserer sig en døjt for Barça. De ønsker bare at tilfredsstille deres bagland. De er ikke fans. De har medlemskort, fordi de betaler for det. Hverken Núñez, Gaspart, Laporta eller Rosell har været andet end forretningsmænd.

 

Mere end nogensinde må man bakke vores spillere og trænere op. I de næste år hvor vi kan forvente splid er det et kæmpe held at vi har en træner som Pep Guardiola og ikke en udefrakommende der intet ville ane om hvad det i grunden er der foregår omkring ham, så der kan skaffes ro.

 

Visca Barça

John B. Jensen

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 16-10-2010 16:35

 

Nyhedsoversigt