Den økonomiske krise ser ud til at gå forbi Barça (11. oktober)

 

Når man tidligere talte om krise hos fodboldklubber, handlede det primært om at resultaterne på fodboldbanen ikke var som ønsket. Men efter de seneste dages kursfald på alverdens børser, ser det også ud til at der bliver nogle magre år indenfor fodbolden. Men Barça virker godt forberedt.

 

”Vi ved at krisen er verdensomspændende, og at den vil påvirke alle dele af samfundet. Også sportsklubberne. Derfor er vi så forsigtige som muligt. Men her i dag kan vi sige med fuldstændig sindsro til tilhængerne, at krisen kun minimalt vil få betydning for FC Barcelona”, udtaler vicepræsident Joan Boix til Sport.

 

Barças to vigtigste samarbejdspartnere Nike og tv-købmændene Mediapro har begge lovet at man fortsætter som om intet var hændt. Kontrakterne med disse to firmaer står for 40% af indtægterne på Barças budget.

 

Således tør man godt hos Barça fortsætte med at tale om kontraktforlængelser. I hvert fald skulle der nok blive råd til mere end vandgrød hjemme hos familien Messi. Klubben skulle ifølge Sport have planer om at tilbyde argentineren en kontrakt der gør ham til den bedst betalte i La Liga.

 

For spansk fodbold samlet ser det ikke helt så godt ud. ”Mange klubber i 2. Division har nogle indtægter som kommer fra ejendomsselskaber og byggefirmaer. Dem som i størst grad vil opleve krisen. Men det virkelige billede må man se efter sæsonen”, siger Boix.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 11-10-2008 09:01

 

Nyhedsoversigt