Iniestas kontraktforlængelse gør denne fredag større end den kommende søndag (27. november)

 

Andrés Iniesta underskriver fredag sin nye kontrakt med Barça der løber til 2015. Der er således tale om forlængelse for endnu et år, da hans nuværende aftale med klubben løber til 2014.  Frikøbsklausulen bliver på 200 millioner euro. Der bliver også en lønforhøjelse. Hvor stor den bliver, holder klubben og spilleren for sig selv.

 

Det er en ære at Don Andrés ser ud til at skulle afslutte sin fodboldkarriere her hos os hvor han hører hjemme. Han fortjener det, fordi han er så dygtig en spiller. Men også fordi han er et fantastisk menneske. Altid ydmyg og aldrig et ondt ord om nogen. Han spillede finalen i Rom trods en skade, og satte sin egen fremtidige fodboldkarriere på spil for Barças skyld. Derfor bliver denne fredag en festdag for alle der holder med Barça. Det er sågar en vigtigere dag end på søndag, hvor vi møder Real Madrid.

 

Hellere cantera end tegnebog

 

”Barça er grundet sin cantera, det som Real Madrid er grundet sin tegnebog”. Så klart varmede Xavi Hernández torsdag op til søndagens ligaopgør mellem Barça og Real Madrid. Denne store spiller fra Barça har fuldstændig ret. Barças cantera (talentskole) koster mange penge. Men meget mindre end det koster at købe ind udefra.

 

Barça bruger hver sæson mellem 20 og 30 millioner euro på talentudvikling. Derfor kan man i dag undlade at købe mange spillere ind blandt verdens bedste. Det er klart at der er sæsoner hvor canteraen ikke giver det udbytte man kunne have forventet. Men hvis man ikke investerer i talentarbejde, får man i hvert fald ikke talenter hjemmefra.

 

I tirsdags imod Inter spillede: Valdés, Puyol, Piqué, Busquets, Xavi, Iniesta og Pedrito fra start. Syv spillere af egen avl. Senere kom Bojan og Jonathan Dos Santos ind. Det er en ære at folk af huset udgør størsteparten af holdet i en storkamp som den imod italienerne. Den slags opnår man ikke fra den ene dag til den anden. Det er et arbejde der tager mange år, hvor spillerne udvælges og uddannes op gennem alle ungdomskategorierne. Vi ser de små drenge spille efter samme system som Bojan, Iniesta, Xavi, Piqué, Pedrito og Busquets. Hvis vi fortsætter med at satse på vores egne, har vi snart mange flere end vi har brug for. Oriol Romeu, Jonathan Dos Santos, Thiago Alcántara, Muniesa, Fontás, Oriol Romeu, Gai Assulin osv. har gode chancer for at nå førsteholdet, så længe vi har en træner som Guardiola der tør satse blindt på dem.

 

Hvis en spiller skal triumfere på førsteholdet, skal han naturligvis have det spillemæssige niveau. Men det som vores egne talenter har, som ikke kan købes, er at de bærer Barça blodet i deres årer samt at de allerede er vænnet til vores spilsystem, for de har fået det ind med modermælken. Vi er endda så heldige at have en dygtig træner der fuldstændig har Barça blod i årene og som kender klubben og det der omgiver den som kun få andre.

 

Selvfølgelig må man købe ind, for man kan ikke have 24 spillere fra La Cantera i truppen. Men vi har den helt rigtige blanding.

 

Meget af fortjenesten for dette må man give Joan Laporta. I sine år som præsident har han satset på at forstærke Barças talentarbejde, og har vist talenterne tiltro. Vores præsident kritiseres meget. Men selv hans modstandere vil vel ikke hævde, at denne satsning har været en misser. Men det er ikke kun Laporta som skal have æren. Uddannelsen af spillere som Puyol, Xavi, Valdés og Messi begyndte længe før Laporta kom til magten.

 

Når Iniesta skriver under, har vi forlænget med næsten hele truppen. Blot Márquez og Piqué mangler. De skal nok snart skrive under. Så kan vi glæde os over at have store spillere til de næste mange år. Særligt er det glædeligt at Barça således er forberedt på den periode hvor klubben ikke kan handle grundet præsidentvalget.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 27-11-2009 05:27

 

Nyhedsoversigt