Cruyffs klumme: Så er det nok med at nedgøre Rijkaard (3. november) Af Johan Cruyff (El Periódico)

Jeg ville gerne kunne fryde mig over dette Barça, eller rettere sagt den periode der er i gang uden at skulle falde til de hadefulde sammenligninger. Jeg ville gerne nyde denne søde spillefase, målene og resultaterne, uden at se, hvordan man nedgør Rijkaard for at forhøje Guardiola. Hvorfor ser man det, bemærker man det og hører man det? Og jeg er træt af dette evige omkvæd om så mange vundne kampe i træk. Det har man opnået hinanden imellem.

Vi kan det udenad: Rijkaards rekord omkring sejrer i træk, 18. Guardiola har 11. Således har vi et tilbagevendende tema til adskillige uger, mens man får tre ud af tre. Dette er at give holdet pres. Og større pres vil de føle, hvis de nærmer sig dette antal, som for nogle virker magisk. Og det er det ikke. Der er ikke nogen præmie for sejr nr. 18. Heller ikke for nr. 19. Holdet bliver heller ikke det mindste af alle hvis man falder eller får uafgjort i nr. 12 (i morgen) eller nr. 17. Stimen i sig selv er en ren anekdote. Således plages Guardiola ikke af at komme med i nogen Guinness klubrekordbog grundet dette, men for at gøre noget stort. Det som træneren ønsker, er ikke anekdoter, men at vinde ligaen. Og nu vi taler om hvad han vil, så vil han også have Champions League.

Sammenligningerne

Dette er Guardiolas Barça. Ikke Dream Team. Det er Guardiolas hold, ikke Rijkaards. Hvert mandskab og hver epoke er forskellige. Guardiolas periode i spids for førsteholdet er, ikke kort, men minimal, til at sammenligne noget. To måneders turnering. To måneders turnering, uanset hvor godt det er gået, kan aldrig bruges til at udsende udsagn så som: ”sikke godt det går os med Pep" og "og sikke dårligt med Rijkaard". To måneder overfor fem sæsoner.

Fem år giver mulighed for at komme gennem mange gode og dårlige perioder. To måneder, og særligt hvis du befinder dig i en stime, giver kun mulighed for at du kan tro dig stor i den magiskfarvede verden. Og de fem år med Rijkaard er fem, ikke de to seneste. Nu virker det som om alt det Frank gjorde var skidt. Denne klub har kun to trofæer i den fineste Europa Cup. Og et er med Rijkaard. Og hvis Guardiola, hans Barça og hans stempelmærke griber os med storm og på hvilken måde i to måneder, så greb den hollandske træner, hans Barça og hans stempelmærke og på hvilken måde os i ikke mindre end i to en halv sæson. Og fodboldstempelmærket hos den ene og den anden adskiller sig faktisk kun ved små detaljer.

Hvis kalenderen var mere fleksibel, ville Barça kunne have anstrengt sig for at udskyde kampen på La Rosaleda. Atter en gang, hvis Copa del Rey blev spillet over en kamp, var der en ledig dato og desuden ville vi spare det makværk med nogle store imod nogle små som ved at de altid har returkampen i pokalen tilbage. Med kalenderen i hånden, så måtte man spille i Málaga og tilpasse sig banen bedst muligt. Spil så lidt som muligt ved jorden og så meget som muligt med returbolde. Det er ikke let, for det er ikke din stil. Men i generelle træk, så evnede alle spillerne at udføre det. Bagved to høje midterforsvarer og en back (Puyol) der mere var optaget af at forsvare end af at angribe. På midtbanen, centimeter med Touré og Busquets. Og fremme godt pres fra angriberne for at komplicere modstandernes forsvarsspilleres muligheder for at skille sig af med bolden.

Fire scorede mål og alle forskellige. Et op over (Xavi), et nedenom (Messi), et på direkte frispark (Xavi) og endnu et kanonskud på frispark (Alves) der gik efter scoringen sådan som det nu var. Et dårligt tilbagestød.

Fortsættes.

Nyhedsoversigt