Schuster skal forklare sit udfald imod catalansk dommer (6. november)

 

På pressemødet efter Real Madrids 2-0 nederlag til Sevilla, blev klubbens træner Bernd Schuster bedt om at kommenterer dommer Álvarez Izquierdos præstation: ”Er han ikke catalansk? Så er der ikke mere at sige”, sagde tyskeren.

 

Dette fik FC Barcelonas sportsdirektør Txiki Begiristain og den catalanske dommerforening til at forlange at sagen undersøges. Således skal Schuster nu forklare sig til Det Spanske Fodboldforbund der efterfølgende skal tage stilling til om tyskeren skal straffes.

 

Her et par dage efter forsøger Schuster at dysse sagen ned: ”Det man har sat gang i er ikke mit problem. Man finder ikke en eneste sætning imod dommeren. Jeg har ikke sagt at nederlaget er hans skyld. En ting er jeres fantasi og en anden det jeg har sagt”.

 

Barças anfører Carles Puyol tager dog heller ikke sagen så tungt: ”Det var efter en kamp. Det var hedt, og jeg ville ikke tillægge det mere betydning”.

 

Det er dog ikke første gang Schuster har fornærmet de catalanske sjæle. I forbindelse med ligaopgøret mellem Barça og Getafe sidst i maj udtalte tyskeren, som dengang trænede Getafe, at man hos Barça ikke kan tåle at nogen ”rører” Messi.

 

For bare to uger siden kunne man på hans officielle hjemmeside www.berndschuster.com i et interview hvor hans første hundred dage som Real Madrid træner blev analyseret, læse: ”Jeg må give Messi min hunds halsbånd på, for at han dæmper sig en smule”. Men på Louise Frevert vis, så var det ikke Bernd selv der havde skrevet det. Skylden blev elegant givet videre til hans ældste søn Benjamin der er webmaster.

 

Frank Rijkaards kommentar efter udfaldet imod Messi sidst i maj er i hvert fald ikke blevet mindre aktuelt: ”Måske det er fordi han er en tidligere spiller (hos Barça), han viderebringer denne aggressivitet imod os. Jeg ved ikke om det har noget at gøre med fortiden”.

 

 

Denne nyhed er lagt på ElBarça.Dk 06-11-2007 21:46

 

Nyhedsoversigt