Barça.Dk følger Barça Atlètics oprykningskamp tæt (19. marts)

 

Barça.Dk’s enmandsstore redaktion har besluttet, at portalen fra nu af vil følge oprykningskampen hos Barça Atlètic ganske tæt til vejs ende. Resultaterne hos Luis Enriques drenge på det seneste fortjener den største anerkendelse. Endvidere vil det være en kæmpe gevinst, hvis Barça fremover kan prøve sine talenter af i den landsdækkende spanske Anden Division imod hold som Zaragoza, Salamanca, Real Sociedad og Celta.

 

Starten på sæsonen var resultatmæssigt mindre god. Imod langt ældre og fysisk stærkere spillere havde de unge Barça teknikere brug for en længere indkøringsperiode efter oprykningen sidste sæson.

 

Succesen begyndte for nøjagtigt fem måneder siden, da Barça Atlètic 18. oktober indtog næstsidstepladsen og på Ibiza slog holdet fra turistøen med 2-3. Herefter har Luis Enriques drenge spillet sig så langt op i stillingen i sin gruppe i Anden Division B, at man netop nu kun er et point fra play-off spillet om oprykning. Det er ikke fordi alle andre har været i krise. Eksempelvis har Sabadell vundet syv af sine seneste otte kampe.

 

I de første ni runder tabte holdet ved seks lejligheder og fik kun to sejrer samt et uafgjort resultat. Siden nederlaget imod Alcoyano på Mini Estadi, har man fået ti sejrer, ni uafgjorte resultater og blot et nederlag. De fleste af de uafgjorte resultater er opnået på udebane.

 

Succesen er kommet trods alvorlige skader hos vigtige spillere som Víctor Vázquez og Gai Assulin. Disse er nu tilbage, mens venstre backen Víctor Espasandín stadig er i gang med genoptræning efter en alvorlig skade i skambenet. Nyindkøbet José Antonio Solano har endnu ikke fået debut. Den sidste der er blevet skadet er midtbanespilleren Xavi Torres der er ude i tre uger. Men blokken har været stærk nok til at modstå afsavnene.

 

Grundet de mange skader har Luis Enrique hentet forstærkning i ungdomsrækkerne. Således træner midtbanespilleren Oriol Romeo med hos Barça Atlètic for tiden.

 

Foto: Gai Assulin

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 19-03-2009 07:00

 

Nyhedsoversigt