Messi: Det er i hovedet jeg er træt (5. marts)

 

”Champions League er vanskeligere. Vi tænker mere frem kamp for kamp. Men vi har lyst til at erobre alt”, udtalte Leo Messi i dag. Han mener desuden ikke, at han alene skal have æren for de mål han scorer: ”Når man har nogen til at hjælpe på niveau med Xavi, Iniesta eller Dani Alves, er det normalt at der bliver mål”. Leo skjuler heller ikke sin beundring for tidligere holdkammerater som Ronaldinho og Deco. ”De er mit spejl. Jeg beundrer dem rigtig meget. Også Eto’o. Han er en maskine. Og min ven 'Kun' (Agüero)".

 

Angående sin fremtid, nu Manchester City tilbyder 112 millioner euro for stjernen, gentog argentineren endnu engang: ”Hvis det er op til mig, så vil jeg blive hos Barça til jeg standser min karriere”. Rygterne om at han skulle være på vej til Real Madrid benævner han som ”ren og skær fantasi”.

 

Adspurgt til om der er et af hans mål han særligt vil fremhæve, pegede Messi på scoringen fra opgøret i december imod Real Madrid og Iker Casillas hvor Barça vandt 2-0: ”Det er ikke hver dag man scorer et sådant mål på en målmand som Casillas".

 

Ifølge Leo er han ikke fysisk træt: ”Problemet er mere noget i hovedet. Jeg har haft to dårlige kampe. Men vi skal tage det roligt. Vi har et betragteligt forspring i ligaen, og alt skal nok blive forbedret”.

 

Endelig bekræfter Messi, at han og Barça er nået til enighed om, at han atter spiller venskabskampe for Argentina. ”Da Diego kom for at tale med folk hos Barcelona og med Guardiola, ændrede tingene sig. Derfor kan jeg være med imod Frankrig, og jeg vil helt sikkert være med i kampene der kommer”.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 05-03-2009 17:57

 

Nyhedsoversigt