Ronaldinho heller ikke med imod Valladolid (22. marts)

 

Frank Rijkaard forbigår stadig Ronaldinho. Således er brasilianeren ikke med i truppen til søndagens opgør imod Valladolid. Selvom Ronnie har trænet helt på almindelig vis de seneste dage, skulle han fortsat have ondt i det højre ben. Da Rijkaard på pressemødet af en journalist blev spurgt til om man stadig ikke kan forklare hvad der foregår, svarede Frank: ”Nej, men han har smerter”.

 

Rijkaard har udtaget 18 spillere til kampen. Sammenlignet med den 16 mand store trup imod Valencia er Gaby Milito ude grundet karantæne. De tre ekstra pladser udfyldes af filialspillerne Víctor Sánchez, Víctor Vázquez og Pedrito.

 

De tre deltog således i træningen truppen gennemførte bag lukkede døre tidligt lørdag aften. Víctor Valdés og Gudjohnsen var også med, selvom de har haft småskavanker siden opgøret imod Valencia. Endelig trænede Giovani dos Santos for første gang efter sin skade med gruppen.

 

Opgøret spilles i morgen på det gamle traditionelle spilletidspunkt i Primera División, hvilket vil sige kl. 17, og Kanal 5 viser slaget. Der ventes mere sne i Catalonien. Så vi må håbe Camp Nou ikke bliver alt for hvid.

 

Truppen ser ud som følger:

Målmænd: Valdés og Pinto.

Forsvar: Puyol, Zambrotta, Thuram, Sylvinho og Abidal.

Midtbane: Xavi, Touré, Iniesta, Edmílson, Gudjohnsen og Víctor Sánchez.

Angreb: Eto'o, Henry, Bojan, Pedrito og Víctor Vázquez.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 22-03-2008 21:49

 

Nyhedsoversigt