Rijkaard accepterer ud ad til Ronnies udsagn og undlader at udtage ham imod Valencia (19. marts)

 

Ronaldinho er ikke med i den 16 mand store trup Frank Rijkaard har udtaget til den vigtige anden Copa del Rey semifinale skærtorsdag imod Valencia. Brasilianeren trænede onsdag formiddag med sine holdkammerater, men træneren har besluttet ikke at udtage ham.

 

”Jeg glæder mig over at han ønsker at spille. Det er en god detalje fra hans side”, siger Frank Rijkaard. ”Når det gør ondt på ham, kan han ikke være med. Jeg tvivler ikke på spilleren når han siger, at han har smerter. Jeg kan ikke lide at tænke, at en spiller ikke vil spille”.

 

Mange vil naturligvis spekulere over om der er skjulte dagsordner og en eventuel straf i dette: ”Vi er en del af en familie, hvor der er gode og dårlige øjeblikke. Ind ad til kan jeg træffe beslutninger. Men ud ad til vil jeg altid forsvare spillerne”, understregede Rijkaard.

 

Oleguer skadet igen

 

Den gode nyhed er at Touré Yayá er med i truppen. Det skal blive spændende at se om Rijkaard vil benytte ham fra start, eller måske sætte ham ind alt afhængigt af hvordan kampen skrider frem. Gianluca Zambrotta er også tilbage i truppen efter at have stået over imod Almería grundet karantæne.

 

Et andet afbud er der fra Oleguer Presas. Forsvarsspilleren fik ved tirsdagens træning et slag over venstre hånd, som netop var hvor han blev opereret for nylig. Lægeundersøgelserne bekræfter at der er en revne i en finger.

 

I forhold til seneste kamp er heller ikke de tre filialspillere Pedrito, Víctor Vázquez og Víctor Sánchez med. Endvidere heller ikke Santi Ezquerro, selvom han i går blev erklæret spilleklar.

 

Listen ser ud som følger:

 

Målmænd: Valdés og Pinto

Forsvar: Zambrotta, Puyol, Milito, Thuram, Abidal og Sylvinho.

Midtbane: Xavi, Touré, Edmílson, Iniesta og Gudjohnsen.

Angribere: Eto'o, Henry og Bojan.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 19-03-2008 16:01

 

Nyhedsoversigt