Cruyffs klumme:
Barça har genoplivet Real Madrid (10. marts)
Af Johan Cruyff (El Periódico)
Jeg var slet ikke i tvivl. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg
hellere være i Frank Rijkaards sko end i Bernd Schusters. Den førstnævnte
skulle pleje sin trup efter at spille, konkurrere og yde i tre turneringer. Den
anden havde kun en kamp om ugen til at pleje egoerne og oversætte dem til
resultater. Med så brede trupper, plejer det at medføre vanskeligheder, hvis du
står tilbage med en eneste turnering. Men runden hvor den ene og den anden
skulle vise hvor de ville hen blev farvet hvid. Real Madrid vandt knebent, men
Barça punkterede som ingen anden. Muligheden i ligaen er tilbage hvor den var
for nogle runder siden og hvorfra det virkede som om den ikke ville bevæge sig.
Det virker utroligt at Barça, efter at have lagt tøndebånd på
førerholdet, har ladet det slippe væk. På tidspunktet for de hvides forfald,
netop i øjeblikket hvor den følelsesmæssige stabilitet hos alle de integrerede
hos Real Madrid skulle sættes på prøve, kom den blårøde punktering. Til at
begynde med, så var al presset på de hvide. Enten ville de vinde ligaen eller
ikke vinde noget. Og når du har slået store brød op fra start, er denne
virkelighed ikke behagelig eller let at bære. I lørdags frelste de sig fra det
første klippeskær. Endnu engang med nød og næppe og endnu engang med
dommerpolemik, men de fik sig frelst. Hvis det som det handler om er at
overleve som det er, og mere efter stokkeslaget med at se sig ude af Champions
League når der ikke var større favorit end dig i denne turnering, er
målsætningen på minimal vis klaret.
At vinde og at underholde
Schuster havde anbragt sig i ulvens mund. Grundet det man så i
offentligheden, grundet hans måde at opføre sig på, virkede han som en yderligere
besværlighed. For Real Madrid formoder jeg at det ikke er nogen stor
overraskelse. De havde ham som spiller og meget tæt på Bernabéu som træner for
Getafe. Schuster havde ikke og har ikke anden mulighed end at vinde ligaen. I
lørdags virkede det som en udfordring der minimum var vanskelig. I dag har alt
ændret sig. Hvem ved om man ikke snart kræver at de spiller godt, hvilket var
det virkelige motiv bag trænerskiftet. En beslutning jeg bifaldt: At skifte
træner selvom man vandt ligaen. Ikke baseret på resultaterne, men derimod
baseret på en anderledes idé om fodbold: Mere attraktiv og i samklang med det
som man formoder at deres fans vil se. For at vinde var Capello uden videre nok
for dem.
Et ubestrideligt faktum er til fordel for Schuster: Alt er vanskeligt
i det første år. Ny træner, nye spillere… At opnå at maskinen fungerer til
perfektion tager tid. Og tiden de giver dig at løbe på hos et storhold der har
forpligtet sig selv til at vinde alt er aldrig generøs når tingene bringes på
afveje.
Tvivl om Real Madrid og tvivl om Barça. Eller sagt på en anden
måde, tvivl om alt hvad der omgiver Barça. Her er åh, åh, åh skrevet med stort
omkring Messis skade. Det er sandt at Messi ikke er her. Tja, lad os opnå at
når han kommer tilbage, så skal han bidrage på et velspillende hold. Messi er
blevet skadet, men man formoder at han skal vende tilbage til det bedre. Til
den afsluttende tildeling af præmier.
Jeg sagde og jeg gentager at det er meget lidt sandsynligt at
Barça får tre ud af tre. Men hvis jeg var spiller hos Barça netop nu, ville jeg
have et yderligere motiv til at give noget ekstra. Æren. Hvad er det med at
uden Messi er vi ikke noget? Lad os så få demonstreret det modsatte. Og med
noget ekstra fra mig, noget ekstra fra ham der og fra den anden. Den som kommer
styrket ud af det bliver holdet. Uden Messi mister man nogle individuelle
styrker som kun kan kompenseres på en måde: Ved at spille med større
intensitet. Det er den eneste måde at begrave den værste fodboldmæssige scene,
hvorpå holdet bevæger sig rundt: langsommelighed når bolden skal bevæges rundt
og nul dybde.
