Fortsat:

 

KVINDERNES KAMPDAG PÅ CATALANSK OG MANGE ANDRE SPROG – MEN IKKE SPANSK

 

I den seneste valgperiode har Zapatero hovedsageligt regeret på støtte fra Izquierda Unida (IU - Det Forenede Venstre) og det primært catalanske Esquerra Republicana (ERC - Det Republikanske Venstre). Men man har også i bestemte sager samarbejdet med CiU. Zapatero ønsker ikke at lade CiU komme med i regeringen, men er åben for fortsat at samarbejde med dem.

 

Esquerra Republicana er sandsynligvis det parti der får Barça præsident Joan Laportas kryds. Det er et venstreorienteret parti med separatistiske tendenser der også forsøger sig i Valencia området og på de Baleariske Øer (blandt andet Mallorca) hvor man også taler catalansk. Det vil sige, PP mener ikke catalansk er identisk med det lokale sprog der tales i Valencia området. Begrundelserne for at mene sådan er nok mere politiske end sprogvidenskabelige.

 

ERC fik ved sidste valg otte mandater og ser ud til at gå tre tilbage. Man forsøger sig med en slutspurt. Her denne 7. marts har Carme Capdevila fra ERC arrangeret festligheder i anledning af Den Internationale Kvindedag i Catalonien. På plakaten fremgår det at den er fra det catalanske parlament (la Generalitat). Plakaten indeholder 25 toninger af farven violet og under disse står ordet violet på 25 forskellige sprog. Først catalansk og herefter en hel masse andre, blandt andet dansk. Men ikke spansk.

 

Ifølge Alberto Fernández Díaz der repræsenterer PP i byrådet i Barcelona er det mangel på respekt da spansk er officielt sprog i Catalonien (sammen med catalansk) og fordi det viser ”ERC’s afvisning af alt hvad der er spansk”. (I øvrigt er engelsk heller ikke med på plakaten).

 

Zapatero er indstillet på bilingvisme, og erklærede sig torsdag aften ”enig” i at det i Catalonien skal være muligt at give bøder for kun at skilte på spansk.

 

Ellers har et af de vigtigste temaer i valgkampen været indvandring. ”Vi er land nummer to i verden når det handler om at lade udenlandske borgere komme ind, og det er ikke under kontrol”, sagde Rajoy i den første af de to store tv dueller med Zapatero.

 

Socialistlederen svarede igen med, at Spanien har brug for arbejdskraft, samt at mens PSOE siden 2004 har haft magten har forholdene været ordnet med arbejdsgivere og fagforeninger. Under PP før 2004 var problemet med illegal indvandring ifølge Zapatero langt større end i dag.

 

Alle parter taler om at kvinderne i højere grad skal ud på arbejdsmarkedet og lukker valgflæsk ud om at ville forhøje pensionerne, særligt til enker. Omkring ETA bebrejder Rajoy Zapatero at have forhandlet med terroristbanden. Zapatero har i erkendelse af at dette ikke har ført til noget lovet ikke at gøre det igen. Rajoy forsøger at score point på at betvivle dette. Zapatero svarer igen med, at PP er ”det eneste parti i verden der har gjort modstand imod en regerings kamp imod terrorismen”, og understreget at han selv i opposition (2000-2004) støttede PP regeringens kamp imod ETA.

 

Ellers har venstrefløjen kørt meget på abort og homoseksuelles ret til at gifte sig og fremtidens energiforsyning. Rajoy skjuler ikke, at han betragter det som urealistisk med en afvikling af atomkraft, mens Zapatero vil gøre forsøget og investere i vedvarende energi. Venstrefløjen beskylder PP for at ville lade den katolske kirke få magt over uddannelsessystemet. PP svarer igen med at Spanien står overfor økonomisk sammenbrud efter fire år med PSOE ved magten.

 

I Spanien har man praktisk taget kun tre betydningsfulde landsdækkende partier. Ud over PSOE og PP drejer det sig om venstrefløjspartiet Izquierda Unida (Det forenede Venstre). Ellers har man en lang række regionale partier. Ud over de nævnte catalanske er de vigtigste Coalición Canaria fra De Kanariske Øer og det baskisknationalistiske PNV.

 

Meningsmåling fra El Periódico offentliggjort fredag:

PSOE: 161-165 mandater.

PP: 153-157.

CiU: 8-9

IU-ICV: 4

ERC: 5

PNV: 7

Andre: 7-10

I alt har det spanske parlament 350 medlemmer.

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 07-03-2008 14:14           

 

Nyhedsoversigt