Cruyffs klumme: Uge
efter uge falder Barça i på samme sted (31. marts)
Af Johan Cruyff (El
Periódico)
En kort refleksion over Betis-Barça før der skal tales om andre
ting. Primært fordi jeg i adskillige uger har talt om Barcelona og dernæst,
fordi deres fejl på fodboldbanen stadig er de samme. Uge efter uge falder man i
på samme sted. Regnskabet gøres op på midtbanen. Om det så er godt eller skidt.
Alt efter hvor midtbanespillerne placerer sig og hvor hurtigt de flytter
bolden, bliver spillet det ene eller det andet. Kontrasten blev forstørret i
Sevilla. Der blev det helt tydeliggjort. Fra dominerende til overrumplet med de
samme fodboldspillere. At alt gik galt efter at man tog Bojan ud er den rene
anekdote.
Hvad siger jeg altid om midtbanespillerne? At de skal trække
holdet med sig via deres positionsspil og ved at agere postbude. Det vil sige,
at aflevere bolde til angriberne så det bliver dem som skal kæmpe for livet ved
sidste pasning. I første halvleg var der korrekt positionsspil på modsat
banehalvdel, hvor man bevægede sig mere eller mindre hurtigt, og man leverede
to mål-breve. Et ved Xavi og et andet ved Iniesta. Efter pausen var det farvel
til midtbanespillernes positionsspil. Der blev enorme afstande mellem linierne
og igen de dårligste parader af dem bagude. Det er den kendte historie, og
derfor vil jeg ikke holde fast i temaet længere.
Guldstøvlen: en sag for tre
Jeg foretrækker at underholde mig med andre sager. Hverken Barça,
Real Madrid eller den spanske liga. Heller ikke Schalke 04, for alt som er
forklaret gælder i morgen. Jeg tager et pusterum. Og jeg fæstner mig ved en
morsomhed: Kampen om at få den næste Gyldne Støvle. Cristiano Ronaldo
(Manchester United), Luis Fabiano (Sevilla) og Klaas-Jan Huntelaar (Ajax)
virker som vindere. I en holdsport som fodbold er, er det vanskeligt at skaffe
enighed om de individuelle priser. Udvælgelsen af Guldbolden (årets bedste
fodboldspiller) og dens surrogat, FIFA World Player, er mange gange diskutable.
Topscorerprisen Guldstøvlen er derimod mere reel. Ikke hundred procent, men den
er skam mere autentisk. Sådan var det ikke for nogle år siden. De samme 30 mål
i en større liga var lige så meget værd som 30 i en mindre, og dette forringede
det endelige resultat.
For at få sat en stopper for dette, indførte man en regnskabsbog,
et pointtal for mål efter ligaernes niveau. Herfra er alt mere relativt, det er
sandt, men intentionen er at belønne målscoringen i de bedste europæiske
ligaer. Her er Huntelaar allerede bagud. Da de er fra den hollandske Æres Division,
tæller hans mål mindre: 1,5 point pr. mål overfor de to point pr. scoring i den
engelske og spanske liga. Jeg går ikke ind i at analysere om det er rimeligt
eller ej. Sådan er reglerne. Men sandheden er at Huntelaar (24 år) netop nu er
den som har scoret flest mål (29) i 31 ligarunder. Uden at gå længere tilbage
end til i lørdags, scorede han to til i Ajax’ sejr (2-4) på Herenveens bane. I
den hollandske liga er der intet tilbage, tre runder, og det bliver meget svært
for Ajax at nå PSV. Fem point adskiller dem. Men med det som Huntelaar gør, kan
hans mål bringe følelse ind i mesterskabskampen, selvom jeg tvivler meget på at
han ender med at få Guldstøvlen.
