Oriol Giralt: Det bliver vanskeligt at der kan komme en så dårlig ledelse som den der er nu (27. maj)

 

”Det har ikke bare været de sportslige resultater”, udtaler Oriol Giralt i et interview med avisen La Vanguardia om sine bevæggrunde til at forsøge at få fremskaffet de nødvendige underskrifter blandt klubbens medlemmer til en mistillidsafstemning imod Barça præsident Joan Laporta. ”Det er også måden denne bestyrelse har optrådt på hvor det usande har været den dominerende rettesnor”.

 

Giralt var i 2006 også hovedmanden, da der blev lagt sag an imod Laporta ved Den Catalanske Sportsdomstol, fordi præsidenten ikke havde udskrevet valg i tide. Han benægter dog at der er personlige grunde til denne forfølgelse af Barças nuværende førstemand: ”De eneste motiver der driver mig til at gennemføre denne mistillidsafstemning er kærlighed til klubben. Det er absurd at fremføre at jeg gør det af personlige årsager, for hvis jeg havde sådanne, ville jeg få dem klaret på rette sted”.

 

Adspurgt til om han håber at få opbakning fra Sandro Rosell lyder svaret: ”Jeg ville gerne have hans støtte så længe det er yderligere opbakning. Om Sandro Rosell kommer eller ej, er en personlig beslutning fra ham”.

 

Spørgsmålet om Rosell kan blive en god præsident blev besvaret således: ”Det bliver vanskeligt at der kan komme en så dårlig ledelse som den der er nu”.

 

Med hensyn til om Giralt selv vil stille op blev der udtalt: ”Det afviser jeg, for det har aldrig været min ambition”.

 

Anmodet om en holdning til udnævnelsen af Pep Guardiola som cheftræner blev der udtalt: ”Her og nu virker det mest som en beslutning om at sætte en eller anden person i front som det bliver vanskeligt at angribe af Barcelonas tilhængere, og som det desuden bliver kompliceret at vurdere, fordi han ikke har nogen slags erfaring. Guardiola er vellidt. Jeg ville ikke bryde mig om at resultatet af en strategisk beslutning fra en bestyrelse om at slå en paraply kaldet Guardiola op, ødelægger ham”.

 

Oriol Giralt

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 27-05-2008 08:40

 

 

Nyhedsoversigt