Luis Enrique bliver træner for Barça B (27. maj)

 

Luis Enrique Martínez García bliver træner for Barça B. Kilden til oplysningen er ikke helt typisk. Nyheden kommer fra Fernando Hierro der i dag er sportsdirektør for Det Spanske Fodboldforbund. Han blev på et pressemøde adspurgt til om der var planer om at bruge Luis Enrique i den tekniske stab omkring de spanske ungdomslandshold. ”Efter nogle møder med Luis Enrique, tog han til sidst beslutning om at acceptere tilbudet fra Barcelona B. Han har besluttet sig efter sine lyster og fordi han vil være tæt på der hvor hans familie bor. Han ville ikke flytte”, udtalte den tidligere Real Madrid spiller Hierro. ”Jeg er begejstret over at han påtager sig udfordringen at lede filialen hos Barcelona. Jeg ønsker ham det bedste og jeg har helt igennem respekt for hans beslutning”.

 

Luis Enrique blev for et år siden tilbudt at indtræde i den tekniske stab hos Barça. Det ønskede han ikke med den begrundelse, at han endnu havde for mange venner blandt spillerne. Men hos Barça B vil han møde ansigter han ikke har spillet med. Om det bliver i 3. division eller 2. division B må de kommende uger vise.

 

Asturianeren havde på sin blog antydet at han ville acceptere jobbet: ”Jeg vender tilbage til min sport og med stor lyst til at arbejde og med ideer om at udvikle den”.

 

Det bliver Luis Enriques første udfordring som træner, efter at han stoppede sin fodboldkarriere hos Barça. Han blev født i Gijón 8. maj 1970 og kom til FC Barcelona i sæsonen 1996-97 fra Real Madrid på en fri transfer. Den legendariske nr. 21 blev hos klubben til han afsluttede sin karriere ved afslutningen på 2003-04 sæsonen. Han spillede i alt 300 officielle kampe for Barça og scorede 109 mål. Syv titler blev det til. 2 mesterskaber, 2 Copa del Rey og 1 Europacup for Pokalvindere.

 

Med sin altid ihærdige indsats spillede han sig hurtigt til en stor plads i tilhængernes hjerter takket offervilje og æresfølelse. Luis Enrique var en af disse få spillere der kunne alt. Han var allestedsnærværende og havde en ubestridelig lederevne. Ydermere kunne han ”næsten” spille alle pladser på en fodboldbane.

 

Barça tog behørig afsked med ham 16. maj 2004, da Rijkaard tog ham ud til fordel for Overmars i 59. minut. Men dengang vidste vi at det sandsynligvis skulle blive et på gensyn og ikke et farvel.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 27-05-2008 07:41

 

 

Nyhedsoversigt