Sådan husker spillerne finalen i 92 (27. maj)

 

”Jeg husker at jeg var hjemme, og da Koeman scorede sprang vi op af sofaen og var meget lykkelige”. Sådan beskriver Carles Puyol overfor TVE sin oplevelse af finalen på Wembley i 1992 imod Sampdoria, som han er en af de nuværende Barça spillere der er gammel nok til at huske.

 

”Jeg var hjemme. Mine forældre lod mig ikke rejse sammen med mine søskende som tog derover”, lyder det fra Xavi. ”Jeg var tolv år gammel. Derfor så jeg det hjemme og nød Koemans mål”.

 

”Jeg så ikke så meget”, lyder det fra Messi. ”Jeg husker blot at have set det senere i tv. Ellers ikke noget. Men det er en finale. Vi er tilbage på det sted hvor Barcelona fik den første. Og bare vi kan få endnu en med hjem”.

 

”Jeg husker tv billederne og naturligvis målet”, udtalte Iniesta. ”Men jeg mindes ikke præcis hvor jeg var. Men jeg husker, at det var det første Champions League trofæ. Det er jo altid vigtigt”.

 

”Jeg tror alle husker den finale med glæde og nød det sammen med Barça”, sagde Gerard Piqué. ”Jeg var meget lille, men jeg husker det tydeligt. Men jeg ved ikke rigtigt om det jeg husker er finalen eller de tv billeder jeg har set hele mit liv”.

 

UNGARSK DOMMER I FINALEN

 

Det bliver den ungarske dommer Kassai der skal fløjte finalen på lørdag. Det betragtes i øvrigt som en overraskelse. De fleste analytikere havde gættet på italienske Rizzoli eller tyske Brych. Kassai blev først international dommer i 2003. Han har aldrig tidligere fløjtet i nogen kamp hvor Barça har deltaget. Ungareren har derimod tre gange dømt Manchester United. Og ved disse tre lejligheder har englænderne vundet.

 

Han dømte dog OL finalen i Kina, hvor Messi var med og efterfølgende kyssede sin guldmedalje. For mindre end et år siden ledte han VM semifinalen mellem Spanien og Tyskland med Puyols uforglemmelige hovedstødsmål, som åbnede portene til spansk finaledeltagelse i Johannesburg. Kassai taler ungarsk, tysk og engelsk.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 27-05-2011 07:32

 

Nyhedsoversigt