Oprykning til Barça Atlètic ville være den bedste måde at sikre talentudviklingen (24. maj)

 

Fem spillere fra filialen har kontraktudløb 30. juni: Jonathan dos Santos, Gai Assulin (foto), Thiago Alcántara, Víctor Vázquez og Marc Bartra. Det virker nærmest ironisk, at dette kan ske hos en klub der har baseret sin succes på en model hvor resultaterne er hentet med en grundstamme af spillere af egen avl. Der er tale om fem af de største talenter, som man realistisk kan tro på har en fremtid på Camp Nou.

 

Barça er i gang med at forhandle med dem alle. Den største vanskelighed er de dårlige muligheder for at give dem spilletid på førsteholdet. I den netop afsluttede sæson har det blot været Víctor Vázquez der har fået muligheden hos Guardiola, og hans rolle hos Barça kan blive større den kommende sæson. Guardiola kan ikke garantere ham en fast plads på førsteholdet. Derfor overvejer spillerne der har kontraktudløb om det måske ville være sportsligt og økonomisk mere fordelagtigt at trække teltpælene op.

 

Man må håbe Barça Atlètic kommer op i den landsdækkende 2. division. Det ville gøre andetholdet mere attraktivt for talenterne, som således måske bedre kan overtales til at blive. Grundet seedingsreglerne og resultaterne fra weekenden kan det allerede inden lodtrækningen slås fast, at Luis Enriques drenge i næste runde af Play Off spillet møder Jeán.

 

Således ser sagerne med de fem spillere der har kontraktudløb ud en for en:

 

Jonathan dos Santos: Mexicaneren er taget til den mexicanske VM træningslejr uden en afklaring af sin situation. Jonathan har i flere måneder forhandlet om forlængelse med Barça, men der er stadig ikke enighed.

 

Thiago Alcántara: Hans far og repræsentant Mazinho hævdede for nogle måneder siden, at Thiago var blevet lovet en plads på førsteholdet. Alt tyder dog på at den unge Alcántara den kommende sæson kommer til at skifte mellem første- og andetholdet.

 

Gai Assulin: Det er slet ikke givet at Gai Assulin fortsætter hos Barça. Israeleren har ikke fået den forventede spilletid hos Luis Enrique, og samtidig har han tilbud fra klubber som Chelsea og Arsenal. Guardiola har ham med i sine fremtidsplaner, men cheftræneren mener at Gai fortsat er for ung og skal blive på andetholdet. Alt tyder (desværre) på en fremtid langt fra Camp Nou.

 

Marc Bartra: Der har været forhandlet kontrakt i flere måneder. Der er uenighed omkring kontraktens løbetid og lønnen til den unge midterforsvarer. Bartra vil gerne blive, og sandsynligvis bliver der en aftale. Hvis ikke er Real Madrid interesseret.

 

Víctor Vázquez: Det virker så godt som sikkert, at den hængende angriber forlader Barça. Flere klubber fra Primera División har interesse for den unge catalonier. Oprykning til Barça Atlètic kan ændre situationen.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 24-05-2010 08:50

 

Nyhedsoversigt