Rosell står til sejr (18. maj)

 

Sandro Rosell står ifølge en meningsmåling foretaget for aviserne EL PERIÓDICO DE CATALUNYA og Sport af analyseinstituttet Gabinet d’Estudis Socials i Opinió Pública (GESOP) til at vinde præsidentvalget 13. juni. Fire uger før valget ser det ud til at Rosell, der var  vicepræsident de to første år under Laporta, vinder med 54,8% af stemmerne. Der er lang afstand ned til Marc Ingla, der var vicepræsident under Laporta frem til mistillidsafstemningen i 2008, der som nr. 2 står til 12,4% og endelig ser det ud til at Jaume Ferrer, der er en af de få der har været med i Laportas bestyrelse siden valgsejren i 2003 og bakkes op af den afgående præsident, ser ud til at få 9,9% af stemmerne. De øvrige kandidater står til at få mellem 0 og 1% af stemmerne.

 

Undersøgelsen blev foretaget i forbindelse med opgøret imod Valladolid, hvor 800 stemmeberettigede klubmedlemmer (dvs. de skal være fyldt 18 år og have været medlem i mere end et år), blev adspurgt.

 

Da Laporta vandt i 2003 startede han ved valgkampen med at stå til 2,2% af stemmerne. Dengang lykkedes det ham at sælge klare budskaber og gennem valgkampen trække forbi alle andre kandidater, deriblandt favoritten Lluís Bassat der ved valgkampens start stod til 42,6%. Til syvende og sidst vandt Laporta med det største antal personlige stemmer i historien.

 

Det bliver nok langt svære denne gang at trække forbi hele feltet. I 2003 var Barça i krise, og Laporta ønskede en revolution. I dag er alle enige om, at klubben har brug for at stadfæste fundamentet, og det vil således være vanskeligere at trække en valgkanin op af lommen.

 

Endvidere er Rosell kendt af 98% af de adspurgte, mens Ingla kendes af 82,9% og Ferrer af 82,7%. De resterende kandidater kendes kun af omkring halvdelen af de adspurgte.

 

Foto: El Periódico.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 18-05-2010 07:57

 

Nyhedsoversigt