Der bliver kun en mester (16. maj)

 

Der kan kun blive en mester. Og den mester havde vi tænkt skulle være Barça. Fordi man fortjener det mere end Real Madrid. Guardiolas mandskab har været det bedste hold i ligaen i 37 runder, og det bør ikke blive anderledes i den sidste. Hvis Barça vinder i aften over Valladolid, bliver det den anden ligatitel i træk og den tyvende i turneringens 79årige historie.

 

Barça har sat en historisk pointrekord. 96 er det blevet til, og man kan nå op på 99. Man har Pichichi’en, idet Messi har nettet 32 gange. Endvidere står Valdés til at vinde Zamora trofæet som bedste målmand med blot 24 indkasserede mål. Barça har kun indkasseret et nederlag i hele turneringen, hvilket var 2-1 på Calderón imod Atlético. Den eneste modstander der har opnået at få point på Camp Nou er Villarreal (1-1). 30 sejrer i 37 kampe og to af dem er kommet imod Real Madrid (1-0 på Camp Nou og 0-2 på Bernabéu).

 

Men det vi kan være mest stolte af er, at Barça i år i ligaen har prøvet at spille med op til 9 mand ad gangen der oprindeligt er opfostret hos klubben: Valdés, Puyol, Piqué, Sergio Busquets, Xavi, Iniesta, Messi, Pedro og i de seneste kampe Bojan.

 

For øjeblikket er der 28 point ned til Valencia på tredjepladsen. Real Madrid har derimod holdt ud og sågar fået en sejr mere end Barça (31). Almindeligvis siger man at ligaen ikke vindes imod Real Madrid, men ved at holde et højt bundniveau i alle de andre kampe. I år ser duellerne mellem de to ærkerivaler ud til at blive afgørende. Hvis mesterskabet glipper for Real Madrid, er ydmygelsen total for Florentino Pérez’ gigantprojekt. Man blev slået ud af Alcorcón i Copa del Rey og i Champions League evnede man ikke at komme længere end til ottendedelsfinalerne. Det tvang de hvide til ikke at træde det mindste på bremsen i ligaen, og det har de klaret, særligt takket Cristiano Ronaldo.

 

I aften fra kl. 19 00, når nedrykningsdramaet i SAS ligaen er overstået,  går det løs med den spanske mesterskabs- og nedrykningskamp. Barça-Valladolid vises direkte på 6eren. Bliver det til sejr, er titlen med sikkerhed hjemme. Uafgjort er også godt nok, hvis Real Madrid samtidig ikke vinder over Málaga. Men mesterskabet skal ikke gøres afhængigt af andre resultater. Der skal tre point i hus. Det vil også være den mest festlige afsked med Joan Laporta som præsident, der har revolutioneret klubben i de syv år han har haft magten. Det har været Barças mest succesrige periode nogensinde.

 

Og Guardiola afviser slet ikke, at Andrés Iniesta måske kommer på banen i aften.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 16-05-2010 07:15

 

Nyhedsoversigt