Rosell: Hvis vi vinder, taler jeg kl. 9 om morgenen d. 14. juni med Guardiola (13. maj)

 

”Jeg har været Peps ven i 20 år, og vi har et godt forhold”, hævder storfavoritten ved det snarlige præsidentvalg hos FC Barcelona Sandro Rosell om sit forhold til Barças cheftræner. ”Hvis vi vinder, taler jeg kl. 9 om morgenen d. 14. juni med Guardiola, og vi når til forståelse i løbet af 15 minutter”. Rosell garantere således at Guardiola kan blive som cheftræner. Om hvem der skal være Txiki Begiristains efterfølger udtaler præsidentkandidaten: ”Der vil blive truffet beslutning om hvem der skal være teknisk sekretær i fællesskab, og der vil Guardiola være med”.

 

Angående nyindkøb, hvor der er rygter om at Villa måske kan blive hentet til allerede den kommende uge, udtalte Sandro: ”Hvis det er til klubbens bedste, accepterer vi beslutningerne man træffer nu omkring nyindkøb, selvom jeg tror at det kan blive op til 40% dyre fordi vi har valgkamp. Nyindkøbene bliver udvalgt i henhold til det som klubben gør indtil 30. juni, og det som den tekniske stab beder om”. Men han kan godt lide Villa.

 

Angående udnævnelsen af Johan Cruyff som ærespræsident udtalte Rosell, at han vil tale med hollænderen: ”og hvis klubmedlemmerne ønsker det, spørger vi klubmedlemmerne”. ”Det var en udnævnelse Laporta stod for. Det var en følelsesladet beslutning, men det var ikke et kneb”.

 

Adspurgt til de to tidligere præsidenter Josep Lluís Núñez og Joan Gaspart udtalte Sandro: ”Jeg vil give Núñez en forholdsvis høj karakter. Ham kan vi takke for det arvesølv som klubben har nu. Gaspart var ikke så betydelig. Men han skal ikke have et 0, som man gav ham. Han hentede Messi til med Rexach".

 

Hvis Rosell vinder præsidentvalget, vil Fosters renoveringsprojekt omkring Camp Nou blive endegyldigt droppet. ”Foster projektet koster 350 millioner euro, og det er umuligt at påtage os”. Men han vil ”overdække de tribuner der ikke er overdækkede”.

 

Rosell vil endvidere ikke sælge Mini Estadi til lejlibhedsbebyggelse, men i stedet opføre en ny hal med plads til mellem 10.000 og 12.000 tilskuere.

 

”Det vil være en modsigelse at bære UNICEF logoet på trøjen og lave aftaler med et korrupt land som Usbekistan. Hvis der er aftaler, aflyser vi dem omgående”. Derimod er Rosell mere begejstret overfor den nuværende præsidents måde at håndtere voldelige tilhængere: ”Jeg ønsker Laporta tillykke med måden hvorpå han gennemførte den beslutning som bestyrelsen traf. Vi fortsætter denne linje”.

 

Angående økonomi udtalte den tidligere vicepræsident: ”Indtægterne er blevet tredoblet på syv år fra 25 til 75 millioner euro”, så der skulle være mulighed for at hente nye spillere.

 

Omkring at blive betragtet som favorit, sagde Rosell: ”Det gør mig ikke bange, men jeg har respekt for det. Meningsmålingerne tæller ikke. Det bliver den 13. juli det gælder”.

 

Angående ny teknologi udtalte han: ”En dag stemmer man også hos Barça via Internettet”. Men derimod bliver det muligvis vanskeligere at indmelde sig: ”Man må regulere tilvæksten af medlemmer, for at vores klub ikke mister  integriteten”.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 13-05-2010 08:59

 

Nyhedsoversigt