Kaiserlautern II - Du er en helt Iniesta (6. maj)

Utroligt! Barça er i Champions League finalen 27. maj i Rom. Miraklet kom som med Bakero for 18 år siden i Kaiserlauten først i overtiden. Undertegnede John B. Jensen må desværre beklage, at jeg ikke kan samle mig oven på denne fantastiske afslutning til at skrive noget som helst. Derfor i dagens anledning kampreferat fra Indkast.Dk:

Stamford Bridge er et lille intimt sted med masser af atmosfære, der er med til at piske tempo i vejret. Spørgsmålet op til aftenens Champions League semifinalefinale var atter, om FC Barcelona ville være i stand til at få spillet til at flyde og dermed flytte bolden væk fra modstanderne og de hårde nærkampe, hvad netop har været Chelsea-træner Guus Hiddinks opskrift til de to semifinalekampe. Derudover havde Barcelona og træner Josep Guardiola også nødtvunget måttet genskabe deres forsvar, efter Rafael Márquez i den omvendte kamp i sidste uge pådrog sig en alvorlig ledbåndsskade, mens den normale kaptajn Carlos Puyol efter sin indskiftning modtog et gult kort og dermed var i karantæne denne onsdag. Eric Abidal har tidligere gjort sig i midterforsvaret, og dermed kunne man have brugt trolige Sylvinho på venstre back i stedet. Guardiola havde i stedet valgt at sætte Touré Yaya ned i de bagerste rækker ved siden af Gerard Piqué og ellers holde fast ved konceptet. Barcelona var endda yderligere svækket af, at formstærke Thierry Henry alligevel ikke var blevet sin skade kvit og klar til kampen. Derfor var Andrés Iniesta rykket en tak frem i forreste række, mens Seydou Keita rykkede ind ved siden af Xavi og Sergio Busquets. På trods af disse væsentlige ændringer startede Barcelona de først små ti minutter i vanlig stil. Det vil sige med bolden mellem fødderne og tæt på Chelseas felt. Men selvom catalonierne havde bolden suverænt mest i første halvleg (og i kampen generelt) hjælper det et fedt, hvis man ikke omsætter spilovervægten i noget. Således havde Barcelona ikke en eneste ærlig farlig afslutning i første halvleg, og på den baggrund var Chelsea klart stærkest og bedst i de første 45 minutter, mens de fulgte spilkonceptet ned til mindste detalje. Det var dog lidt af en tilfældighed, der skulle åbne kampen. Første gang Chelsea var bare i nærheden af Barcelonas mål, havnede et forsøg på en aflevering fra Frank Lampard i en blød bue hos Mickaël Essien, der resolut afsluttede med sit venstre ben. Den afslutning kan man kun bukke og neje for – hamret ind ved hjælp af undersiden af overliggeren, uden chance for Víctor Valdés. Herefter satte Chelsea sig så på kampen. Indenfor to minutter appellerede de for straffe – i det ene blev de tildelt et frispark, mens spillet blev kaldt videre ved den anden situation. Første gang var det Florent Malouda, der efter en fremragende retningsbestemt tæmning i fodboldens a-b-c-klasse, drejede bagom en aggressiv Dani Alves (de tog fortsatte i øvrigt deres tvekamp fra første kamp), der så ud til at holde franskmanden tilbage med armen. Om der var noget, var den norske dommer ikke i tvivl om – om end det måske var tvivlsomt – men eftersom han skønnede, at Alves havde begået en ulovlighed, var det mærkeligt, at han endte med at dømme et frispark udenfor feltet, når forseelsen nu blev begået indenfor. Det efterfølgende frispark blev i øvrigt knaldhårdt sendt mod mål af Didier Drogba – et frispark Valdés kun lige kunne dreje udenom stængerne med sit knæ. Hjørnesparket var Terry tæt på at sende bagerst i nettet, og Chelsea viste atter, at de er dødsensfarlige på dødebolde. Den anden situation hvor et straffespark måske/måske ikke kunne have været dømt var, da Drogba gled af og ned bag forsvaret. Barcelonas venstre back Eric Abidal kom dog tilbage og fik presset – og rørte lidt ved – den ivorianske angriber. Fløjten forblev tavs, og det var i hvert fald Drogba, der noget beskæmmende igen blev liggende på banen, ikke enig i. Chelsea startede lidt som de sluttede første halvleg. Godt organiseret i defensiven, aggressiv, direkte og hurtig i omstillingsspillet og foran Barcelonas felt. Det var lige ved at give pote efter kun fem minutter, da Malouda satte fart på sin venstre kant, spillede bolden på tværs til Anelka med en aflevering af catalansk tilsnit. Anelka spillede klogt bolden videre til Drogba, der med en skudfinte snød sin direkte mand. Ivorianerens afslutning var dog noget svag, mens Víctor Valdés dækkede sit mål fornemt med en fodparade. I det 65. minut faldt så, hvad der lignede afgørelsen. En lang bold frem efter blev kun clearet ned til Chelseas midtbane, og så kunne Nicolas Anelka smart løbe i ryggen på Eric Abidal. Franskmanden forsøgte ihærdigt at nå tilbage, men snittede så angiveligt Anelka i en tripping situation. Ikke et særlig stort frispark, men i alle tilfælde så det ud til at være stort nok til at kunne dømmes, og så gjorde norske Tom rigtigt i at hive det røde kort op af lommen, fordi Abidal var sidste mand. Herefter blev det svært for catalonierne, og selvom Barcelona stadig spillede fint mellem felterne var skarpheden i de to sekstenmeterfelterne fortsat manglende. Chelsea fortsatte deres massive spil omkring felt og var i flere tilfælde tæt på det afgørende 2-0 mål. OG SÅ… Bedst som man troede Barcelona var sendt ud kom Barcelonas første forsøg indenfor rammen. En lang bold havnede bagerst i feltet, som Samuel Eto’o tæmmede halvdårligt. Bolden havnede hos Messi, der hurtigt sendte den på tværs til Iniesta, og den lille midtbanespiller – som man kun havde set lidt til i kampen – hamrede bolden op i hjørnet til vild frustration for Chelsea og vild jubel ude på Barcelona-bænken. Helt vildt – og ufortjent.

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 06-05-2009 23:28

Nyhedsoversigt