Cruyffs klumme: Nul
følelse når beslutningerne skal træffes (5. maj)
Af Johan Cruyff (El
Periódico)
Analyser og træf beslutninger. Og ved disse, forsøg at minimere
fejlen som der altid vil være. Analyser altid uden følelser. Dette er arbejdet
som venter Barça i de kommende måneder. Ingen tvivl om at fodbold er følelse.
Dette ved vi alle. Men den følelsesmæssige reaktion bør altid være for
tilhængerne, aldrig for dem som har kompetencen til at beslutte. For dem må
intet influere. Hverken farve, venner eller navne. Intet.
Tilhængerne, og naturligvis også pressen, reagere udelukkende på
det som er sket. To år uden titler, det er sandt. Der er stokkeslag til alle.
Sådan er det, og det accepter man. Listen over ting som ikke har fungeret er så
lang, og på den dukker så mange implicerede op. Set fra en negativ synsvinkel,
virker alt nu lysende klart. Så meget at beslutningerne der skal træffes her i
dag uundgåeligt bliver enkle.
Men en ting er at reagere angående forløbet af det som er sket og
noget meget anderledes at have evnen til at forudse hvad der kan ske. For to år
siden, efter erobringen af den anden liga og Champions League i Paris, var
beslutningerne som man burde træffe i disse glorværdige øjeblikke virkelig
vanskelige. Ikke nu. Beslutningerne bliver vanskelige når alting ser ud til at
gå godt, og du har fornemmelsen af at det aldrig vil få ende. Men det får altid
ende.
Beslutninger uden følelse
Og det skal være beslutninger uden følelse. Upopulære? Kald dem
hvad du vil. Men det er når der er medvind du skal være mest sart og mest
opmærksom for at forebygge. For at komme det som kan ske for dig i forkøbet. Nu
skal man træffe beslutningerne ud fra det som er sket. Ikke det som du tænkte
ville kunne ske for dig. Der er den store forskel mellem at foregribe de mulige
problemer og en dag at finde dig selv krybende på maven for dem.
For mig går dette aspekt med at analysere det som du har og det
som du mangler forrest. At analysere hvor du befinder dig, hvorfra du kommer og
hvor du kan ende, er arbejdet jeg bedst kan lide. Se, analysere og tage
beslutninger. Det har jeg altid godt kunne lide. Men nu, imod hvad mange kan
tænke, træffer andre beslutningerne. Ikke jeg. Jeg bestemmer ikke. Det er
andre. Jeg insisterer.
I sin tid, og det er mere end et år siden, og det er skrevet ned,
påpegede jeg at dette Barça holds periode var nået til sin afslutning. De
udraderede mig som skør. Imidlertid viste beslutningerne man tog, og som jeg
ikke var enig i, noget andet. Det er respektabelt og til et vist punkt
forståeligt. Respektabelt fordi dem som hvervet er op til er andre, ikke jeg.
Og forståeligt fordi det upopulære forskrækker. Og særligt når alt virker til
at gå godt. Og endnu mere når erfaringen hos dem der bestemmer, fra den første
til den sidste, er mere end beskeden.
De sportslige anliggender skal altid være op til trænerne. Og hos
Barça virker det sågar til at være sådan. Og jeg siger kun at det virker til
det. For fra at have planlagt at komme af med bestemte spillere for to år
siden, løftede bestyrelsen hænderne til hovedet. Og de er de samme som dem man
nu ikke indvender noget imod rejser.
Endnu engang så er spørgsmålet ikke hvordan jeg løser det som ikke
går godt, sådan som det er, men hvad jeg kan gøre for at komme begivenhederne i
forkøbet. Der er det store hvad. Skyldige? Her er der ærekærhed omkring dette
ord. Det er en betegnelse som alt og alle kan lide: tilhængere, ledere og
journalister. Alle. Der er sket en bunke ting som aldrig burde have været sket.
Men den ene og den anden har tilladt at de er sket. Ved sæsonafslutningen er
det tidspunktet til de afgørende konklusioner.
