Eusebio ny træner for Barça B (4. juni)

 

Fredag aften blev det offentliggjort hvem der i 2011-12 sæsonen skal være træner for FC Barcelona B. Atter engang har man set i retning af det legendariske Dream Team og valgt Eusebio Sacristán. Det eneste der mangler nu er, at kontrakten skrives under.

 

Det bliver Eusebios andet job som træner i Anden Division A. I sæsonen 2008-09 stod han i spidsen for Celta, da galicierne havde afsat Pepe Murcia. Han opnåede ved den lejlighed at holdet undgik nedrykning, og i 2009-10 endte Celta som nr. 12. Det bliver også hans andet job i Barças stab, da han 2003-08 var en del af Frank Rijkaards team af medhjælpere.

 

Der var en del andre kandidater til hvervet som andetholdstræner end Eusebio. For nogle dage siden taltes der om Raúl Agné, Oscar García, Phillip Cocü, Lluís Carreras og Juan Carlos Unzué som afløsere for Luis Enrique.

 

Det bliver noget af en udfordring at holde niveauet næste sæson. Her hvor der mangler en runde af næstbedste spanske række indtager Barça B en tredjeplads med 68 point lige efter de to direkte oprykkere Real Betis og Rayo Vallecano. (Fire klubber spiller play off om den sidste oprykningsplads, hvilket Barça B naturligvis ikke kan deltage i, selvom det havde været sjovt med Barça A imod Barça B i Primera DIvisión).

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 04-06-2011 07:15

 

Nyhedsoversigt