Zubis klumme: Før han blev træner og før han blev underviser, var Pep en fremragende lærling (16. juni)

Af Andoni Zubizarreta (El Periódico). (Zubi var målmand hos Barça 1986-94).

En besked fra min chef på EL PERIÓDICO: "Kan du skrive noget om Guardiola". Umiddelbart svar: "Det kan jeg ikke. Han er for tæt på og jeg har ikke noget perspektiv ". Jeg har altid ment at der er brug for en hvis afstand hvad angår tingene, menneskerne, og kendsgerningerne, for at nedfælde sine overvejelser med en hvis kvalitet. Desuden synes jeg at set fra et massemedies side er der behov for at være så upartisk som muligt for ikke at påvirke læserne med vores meninger og give dem information, så de kan danne sig deres egen. Og alt dette er umuligt at opfylde, hvis jeg giver mig til at skrive om en fyr som har en plads i mit hjerte.

Kan man finde fejl hos sine børn? I en lille kreds kan man sikkert finde adskillige, men i al offentlighed ingen. Sådan noget sker for mig hvis jeg samler bogstaver om en ven. Det falder mig ind, at eftersom vi tilbragte nogle år på samme side, tillader det mig at bryde normerne, selvom I skal tage det som kommer som noget meget subjektivt. Jeg har hørt på det seneste, at Pep allerede var træner da han spillede, at da han var aktiv var han allerede træner indvendigt og at han på sin plads som 4’er dybest set var en skjult mister. Jeg er temmelig enig, men man glemmer oprindelsen til alt dette.

Før han blev træner og før han blev underviser, var Pep en fremragende lærling. Da han for første gang blev hentet op hos Barça havde han ikke til hensigt at lære os hvordan man spiller fodbold. Hans besættelse var at lære hvordan man spiller under dette system. Han lammede dig med spørgsmål, han kiggede, han fæstnede sig og han lærte. Hurtigt blev han klar over at der ikke fandtes en bog med 2.000 svar og at hvert spørgsmål kunne have det svar han forestillede sig og at hans holdkammerater udførte det med lethed.

Og han lærte. Som han dog lærte. Og han lærer stadig af alt og fra alle. Og denne vished om at han ikke besidder alle svarene giver ham en følelse af stor styrke, for han har opdaget at det er ham som bør konstruere løsningerne. Og arbejdet er ikke den del der gør ham angst. I årevis har han kendt til det om at det er med spillet i din hjerne man spiller bolden, men at der skal være en krop som tillader dig at konkurrere på grønsværen. Han havde hjerne, men også krop. Det man kalder krop.

Og han gav sig til at arbejde med de to sager som garanterede ham den bedste udvikling omkring spillet: han voksede fysisk, selvom han aldrig vil vise sig til en casting til pressing catch, og han accelererede hvad det hjernemæssige angår, velvidende at hvis hans spil var en tiendedel hurtigere, ville modstanderen hverken nå bolden eller kontakten med ham.

En anden evne hos min ven er at han elsker fodbold. Nu hvor tiden hvor han nød at være professionel er fortid, er Pep forelsket i spillet. Jeg tør ikke at anføre nogen oplysning, om hvilken af de kampe vi sammen har deltaget i eller i hvilken regional turnering det var, når jeg ikke har notariel sikkerhed for at min oplysning er nøjagtig. Om det så er minimalt ukorrekt, husker jeg at det mål ikke var i La Primera men i tredje eller anden division. Han scorede ikke det syvende men det syttende.

Pep kan lide fodbold nok til at standse op for at se på en kamp mellem børn på gaden eller at nyde det aktuelle EM som en gourmet på El Bulli. (Kommentar fra oversætteren: El Bulli er en restaurant i Roses på Costa Brava der fire gange er blevet kåret som verdens bedste, hvilket er rekord). Han har helt sikkert allerede påpeget at Van Basten handlede ud fra at være trængt ned på midtbanen ved at sætte to hurtige spydspidser ind og åbnede banen for at de franske midtbanespillere skulle få andre sager at tage sig af samt at angribe. Det blev sikkert arkiveret i den behørige mappe og i fald det bliver nødvendigt sætter han den på bordet.

Pep kan lide fodbold til punktet hvor han begynder at diskutere, (han holder også af en god diskussion), midt på Wembley med Julio Salinas, en anden specialiseret diskussionslysten, for at få at vide hvem der havde ret omkring antallet af slalomforhindringer man måtte forbi for at komme fra plænen til logen. Debatten blev afsluttet med et meget forstandigt forslag: ”I morgen vinder vi, og når vi går op for at hente pokalen tæller vi”. Og jeg skal fortælle jer at den 20. maj, efter finalen, var vi ikke oplagt til at tælle slalomforhindringer, men derimod til at flyde over dem. Det bliver ikke de sidste slalomforhindringer han stiger op over for at hente en stor pokal. Det forestiller jeg mig, det ønsker jeg og det føler jeg. Og på denne vej, selvom man under tiden føler at man mangler selskab, vil han aldrig, aldrig, aldrig gå alene.

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 16-06-2008 08:39

Nyhedsoversigt