|
Datoerne for Super Cup opgørene imod Sevilla fundet (16. juni) |
Barça skal imod Sevilla forsøge at hente sæsonens første titel, nemlig
den spanske Super Cup, som holdet erobrede sidste sæson imod Athletic Bilbao. Også i år bliver super cuppen afgjort over
to opgør. De seneste uger har man ellers spekuleret i muligheden for at afgøre
den første titel i sæsonen over en enkelt kamp. Men i går besluttede Det Kongelige
Spanske Fodboldforbund, at holde fast ved formatet med dobbeltkamp.
Igen spiller pokalmesteren første opgør på sin hjemmebane. Det
bliver således på Ramón Sánchez
Pizjuán i Sevilla 14. eller 15. august. Tv afgør kamptidspunktet.
Returopgøret imod andalusierne afvikles på Camp Nou i weekenden 21-22. august.
Ligaen starter denne sæson 27. og 28. august. Barça har endnu ikke
lagt sig fast på hvornår man i denne sæson vil afvikle Trofeo
Joan Gamper, en enkelt opvisningskamp der almindeligvis
fungerer som sæsonens første opgør på Camp Nou.
Barça starter sin forsæson 29. juli i Oslo
imod Valerenga. 4. august spiller man i Seul imod et udvalgt hold fra K-League
og 8. august spiller Pep Team i Peking imod Guoan. Derefter
bliver det tid til Super Cup og Gamper.
Spillerne starter sæsonforberedelserne på tre forskellige
tidspunkter. Dem der ikke skal spille VM begynder 19. juli. 26. juli skal de
spillere der har spillet VM men ikke kvalificerede sig til ottendedelsfinalerne
møde op. De mest succesrige VM spillere møder 31. juli.
Denne nyhed er lagt på Barça.Dk
16-06-2010 07:22