Portræt af Tito Vilanova – Peps højre hånd (21. juli)

 

Efter en berømthed som Neeskens, har Barça nu satset på en helt ukendt personlighed som assisterende træner på førsteholdet. Guardiolas højre hånd bliver Francesc ‘Tito’ Vilanova der blev født i 1969, som Pep kender glimrende, da det var Tito som assisterede hos Barça B i sidste sæson. Har man hørt eller set Barças kampe via Radio Barça eller Barça TV på catalansk eller spansk, kender man måske også Vilanova fra rollen som medkommentator, hvor han har gjort det særdeles glimrende.  Tito er særligt kendt for fremragende taktiske analyseevner. I Tredje Division er det ikke så let at studere modstanderholdet, grundet de færre tv kampe og de mindre kendte spillere. Så han har god træning i spionarbejde: ”Folk kan måske tænke at jeg sidste år tilbragte mange timer med at se kampe”, siger Tito til Sport. ”Men jeg kan fortælle, at Pep brugte lige så meget tid på det som jeg eller mere. Det som vi gør er, at se næsten de samme kampe begge to, og vi udveksler meninger. Derefter træffer han beslutningen, da det er ham der bestemmer”.

 

Tito fik også sin fodboldmæssige opdragelse i drengeårene hos Barça, og lærte allerede dengang Guardiola at kende. Han nåede dog aldrig førsteholdet og skiftede til den mindre klub Figueres. Her var han med til at sikre oprykning til Primera Division i 1991-92. Herefter optrådte han på Celtas midtbane, hvor han fik tre sæsoner i den bedste spanske liga, og endelig spillede han nogle år i næstbedste række for henholdsvis Badajoz, Mallorca, Lleida og Elche, inden karrieren blev afsluttet hos Gramenet. Som cheftræner har Tito erfaring fra mindre klubber som Palafrugell, Figueres og Terrassa.

 

”Jeg ser det ikke som anderledes” at arbejde med et hold som Barças bedste, udtaler Vilanova til Sport. ”Kun med hensyn til spillernes alder. Til syvende og sidst er det mennesker”. Erfaringen med at omgås stjernespillere har Pep Guardiola derimod: ”Hans opholdssted i livet har været sammen med store spillere i et professionelt omklædningsrum, og han kender presset på Camp Nou. Jeg tror ikke der er nogen som er bedre forberedt end han”.

 

Angående hvordan der skal spilles svarer Tito: ”Vi vil særligt forsøge at holdet spiller fodbold med glæde i spillet. Dette er det vigtigste. Det er hvad man kan lide i dette hus. Men senere kommer den anden del, som er når du ikke har bolden og du bør generobre den hurtigst muligt. Og strategien vil utvivlsomt give os masser af points, forsikrer jeg”.

 

Tito vil ikke sige noget om hvor mange af spillerne han og Pep sidste sæson havde hos Barça B og som man nu tager med til Skotland, der kan komme fast på førsteholdet: ”Vi har taget spillere fra filialen med for at se niveauet som de kan have når de træner med førsteholdet. Også fordi vi nu har brug for spillere som kan spille 45 minutter. De er endnu ikke parat til at spille 90 minutter”.

 

For Vilanova er det ikke noget problem at Samuel Eto’o træner med, selvom camerouneren ikke indgår i Guardiolas planer: ”Han er en meget vigtig spiller hos Barça. Han er her hos os. Og som Pep sagde ved sin præsentation, forsøger klubben og holdet at behandle ham som en almindelig spiller i truppen. Det manglede bare”.

 

At skabe sammenhold i omklædningsrummet ”er meget vigtigt, for vi skal tilbringe mange timer der sammen, og det er rigtig godt at der bliver sammenhold. Det vil hjælpe os. Man kan ikke gøre alting alene. Nøgleordet hos størsteparten af vinderholdene er at der er et godt miljø i omklædningsrummet. Det er normalt at alle har deres nærmeste. Men så længe der er respekt og vi er klar over at man skal gå ud samlet for at vinde, skal alt nok gå godt”.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 21-07-2008 07:48

 

Nyhedsoversigt