Tidligere vandpolostjerne skal forbedre billedet af Barça (14. juli)

 

De kommende dage begynder vi at kunne se resultatet af den alvorlige ledelsesmæssige krise FC Barcelona oplever her og nu som et direkte resultat af mistillidsafstemningen. Første synlige tegn er at Manuel Estiarte begynder hos klubben som direktør for eksterne relationer. Som man kunne forstå på interviewet med Joan Laporta fra El Periódico søndag, får han også titel af vicepræsident, og bliver herved et af de nye bestyrelsesmedlemmer. Således skal Barças præsident minimum have fundet tre til.

 

Estiarte er ikke nogen ny opfindelse. Forhandlingerne med den tidligere vandpolospiller har stået på i nogle måneder.

 

Estiarte har i mere end to årtier boet i Italien, hvor han spillede hovedparten af sin karriere. Hans opgave bliver at forbedre billedet af klubben både i massemedierne, og endvidere skal han dække hullet der opstod efter at den tidligere ansvarlige for klubbens PR Jordi Badia trak sig.

 

Navnet Estiarte begyndte at cirkulere efter at det var blevet offentliggjort at Pep Guardiola skulle afløse Frank Rijkaard som cheftræner for Barças bedste fodboldhold. De to tidligere topidrætsmænd skulle være nære venner, og venskabet blev forstærket under Peps ophold i Italien.

 

Manuel Estiarte blev født 26. oktober 1961 i Manresa. Han er syv gange blevet valgt som verdens bedste vandpolospiller, og fik i 2001 Prinsen af Asturiens hæderspris. Endvidere er han blevet kåret som bedste catalanske sportsudøver i det tyvende århundrede. Manuel forsvarede Guardiola, da Pep blev anklaget for at være blevet testet dopingpositiv i 2001, mens han spillede for Brescia. Spilleren blev fire år senere idømt en fængselsstraf, men i slutningen af 2007 besluttede den italienske domstol at Pep slap for brummen.

 

Manuel Estiarts nok mest fantastiske bedrift var, at han deltog ved OL seks gange. Første gang var i 1980 i Moskva og sidste i 2000 i Sydney, hvor han afsluttede sin karriere med tårer i øjnene. Han vandt OL sølv i 1992 i Barcelona og guld i Atlanta i 1996 samt VM guld i 1998. Han blev topscorer ved legene i Moskva (1980), Los Angeles (1984) og på hjemmebane i Barcelona i 1992. Manuel fik tilnavnet Vandpoloens Maradona grundet sit kæmpe talent og fordi han altid var toneangivende i poolen. Det blev til 580 kampe for det spanske landshold, hvori han scorede 1.561 mål.

 

Efter at have trukket sig tilbage, blev Estiarte medlem af Den Internationale Olympiske Komité (2000-2006).

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 14-07-2008 10:21

 

Nyhedsoversigt