Henrique føler sig klar til Barça efter et år hos  Bayer Leverkusen (22. juli)

 

For et år siden ankom Henrique Adriano til Barcelona, hvor han gennemgik et lægetjek på Camp Nou og underskrev en kontrakt for fem sæsoner med Barça. Så rejste han til Tyskland. Og alt dette skete på nogle timer. Derfor fik de færreste Barcelona fans sat ansigt på den brasilianske midterforsvarer som de blårøde for en sæson siden betalte otte millioner euro til Palmeiras for med mulighed for yderligere to millioner euro i henhold til bonus. Tolv måneder efter er den 22årige Henrique igen tilbage hos Barça ”for at blive”, som Pep Guardiola siger.

 

Den ukendte midterforsvarer har udnyttet det seneste år hos Bayer Leverkusen til at få den nødvendige erfaring i europæisk fodbold. Hos den tyske klub spillede han 26 kampe og blev en nøglebrik i forsvaret. ”Underretningerne jeg har fået om ham er rigtig gode”, udtalte Guardiola mandag om den 187 cm. høje spiller der har EU pas takket sine tyske forfædre.

 

Træneren vil se ham arbejde med gruppen og særligt spille. Med en Milito som man ikke ved hvornår vender tilbage og en Cáceres der måske er på vej til Juventus, har Barça ikke ligefrem for mange midterforsvarer. En brasiliansk forsvarsspiller der også kan optræde som back, ville ikke være af vejen i en sæson hvor der bliver flere kampe end i den seneste.

 

”Jeg vil kæmpe for at få en plads i startopstillingen” forsikrede han i går ved sit første pressemøde hos Barça som blev afholdt på sportsbyen Sant Joan Despí, inden han tog med på træningslejren i London. ”Jeg kommer for at blive”, udtaler spilleren der ser op til sin landsmand José Edmilson der tidligere har spillet for Barça. ”Jeg har altid følt stor beundring for ham”.

 

Henrique debuterede som professionel hos den brasilianske anden divisionsklub Curitiba i 2006. Blot et halvt år efter tog han springet til Palmeiras i bedste kategori, hvor han kom under Vanderlei Luxemburgos vinger. Den tidligere Real Madrid træner var ikke den eneste der fik øje på ham. Landstræner Dunga tog ham med på A-landsholdet, hvor det hidtil dog kun er blevet til en enkelt kamp. Men Henrique er overbevist om at han nok skal få flere kampe i den blågule dragt og tilkæmpe sig en plads hos Barça. Han er kommet tilbage for at blive og spille. Måske får vi ham allerede at se på fredag imod Tottenham.

 

Kilde: El Periódico.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 22-07-2009 08:47

 

Nyhedsoversigt