Et på gensyn til Bojan (22. juli)

 

Som ventet skiftede Bojan Krkic i dag til Roma. De blårøde sælger ham for 12 millioner euro nu og er forpligtet til at tilbagekøbe spilleren om to sæsoner (2012-13) for 13 millioner euro. Hvad end Bojan får succes i Rom eller ej, skal Barça betale en million mere for ham, end man nu får ind. De blårøde sparer derimod spillerens løn de kommende to år, hvilket ville beløbe sig til seks millioner euro.

 

Roma kan undgå et tilbagekøb. I så fald bliver prisen for Bojan 40 millioner euro. Italienerne betaler ikke nu. Ifølge Sport sker det først om to år. Således bliver handlen reelt sådan, at Barça efter sæsonen 2012-13 betaler en million euro, når Bojan kommer tilbage, hvis da ikke Roma til den tid vælger at betale disse 40 millioner euro.

 

”Det er længe siden vi forhandlede om den sag. I dag blev det bekræftet officielt. Derfor er det mange dage siden jeg vænnede mig til tanken. Det er ikke nogen let situation, for jeg har været hos klubben i mange år. Der er mange folk som holder af mig og støtter mig, som har lyst til at bakke mig op. Det sætter jeg pris på”, udtaler spilleren fra Linyola.

 

”Jeg har lyst til at vise hvad jeg kan udrette. Helt fra lille har jeg ønsket at få succes hos Barça, og nu er jeg meget glad for, at et andet hold giver mig muligheden. Min målsætning er at blive lykkelig ved at spille fodbold”, fortsætter angriberen. ”Som I alle ved, har jeg ikke i de seneste år fået meget spilletid. Jeg fik aldrig kontinuitet til at kunne vise det jeg kan gøre. Dette smerter. Men jeg betragter mig som privilegeret over at have været en del af det bedste hold i verden”.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 22-07-2011 15:34

 

Nyhedsoversigt