Camp Nous græstæppe flyttes til Miniestadi og andre nyheder (14. juli)

 

FC Barcelona påbegyndte onsdag formiddag arbejdet med at fjerne græstæppet fra Camp Nou. Det skal i stedet anvendes på andetholdets hjemmebane Miniestadi, hvorfra man fjernede plænen for en uge siden.

 

Camp Nous nye grønsvær ankommer næste uge vanen tro fra den franske by Bordeaux. Barça regner med at græsset er udplantet 23. eller 24. denne måned. Det er anden gang græsset udskiftes siden oktober sidste år.

 

Wenger angriber Xavi

 

Cesc lider meget, fordi handlen ikke gennemføres”, udtalte Xavi onsdag. ”Jeg så ham på Ibiza. Han lider. Selvfølgelig gør han det. Vi håber og ønsker at han kommer, da det vil være det bedste for alle, og især for ham selv”.

 

Dette fik omgående Arsenals manager Arsène Wenger til at tage bladet fra munden. ”Der bør være en gensidig respekt mellem de to klubber. Xavi har været særdeles respektløs overfor Arsenal"

 

Førsteholdet og Barça B deles om en del af sæsonforberedelserne

 

Barça B har taget hul på forsæsonen. Holdet vender på mandag tilbage fra Navata (Girona), hvor man forbereder sig. Eftersom førsteholdet altid starter ud med at låne en masse af andetholdsspillerne, spekuleres der i om det letteste ikke var at slå træningen af de to hold sammen fra onsdag med Pep Guardiola som chef.

 

Dertil kommer at andetholdet også er godt ramt af afbud. Den nye Barça B træner Eusebio Sacristán må undvære elleve spillere. Syv er fra lørdag med hos det spanske u20 landshold og forbereder sig til VM i Colombia (Montoya, Bartra, Muniesa, Romeu, Sergi Roberto, Tello og Kiko Femenía). De to deltagere ved u19 EM i Rumænien (Sergi Gómez og Deulofeu) samt de to skadede (Rafinha og Espinosa) kan heller ikke være med. Endvidere afventer Jonathan Soriano, Jonathan dos Santos og Armando besked om hvad de skal den kommende sæson.

 

Pep har bedt førsteholdsspillerne give møde på mandag, hvor de skal til lægeundersøgelse og første træningspas. Det vil være til stor hjælp at have spillerne fra Barça B med til de første forberedelser og kampen lørdag d. 23. juli i Split imod Hajduk.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 14-07-2011 07:36

 

Nyhedsoversigt