Oleguer har skrevet under med Ajax Amsterdam (29. juli)

 

Oleguer Presas er nu officielt Ajax Amsterdam spiller. Den catalanske midterforsvarer underskrev tirsdag eftermiddag en kontrakt for tre sæsoner med den hollandske storklub.

 

FC Barcelona og Ajax Amsterdam nåede til overensstemmelse for en uge siden. Barça indkasserer 3 millioner euro for spilleren nu samt 2.250.000 euro i henhold til bonus hvis Ajax når Champions League en af de tre kommende sæsoner.  

 

For Oleguer blev det til syv sæsoner for Barça. I disse har han ifølge fcbarcelona.cat spillet 175 officielle kampe, selvom Sport dog hævder der er tale om 164. Under alle omstændigheder opnåede han fem titler. To mesterskaber, (2004-05 og 2005-06), en Champions League (2005-06) og to spanske Super Cup triumfer (2005-06 og 2006-07).

 

Oleguer vil ud over sine bedrifter på fodboldbanen blive husket for sit mod til at blande sig i den politiske debat med kontroversielle holdninger der gjorde ham populær hos nogen og meget upopulær hos andre. Særligt kom han i overskrifterne andre steder end i avisernes sportssektioner i de første måneder i 2007, hvor han i en meget omtalt artikel kritiserede behandlingen af ETA terroristen José Ignacio de Juana Chaos. Barça spilleren satte tvivl ved, om det var en uafhængig og upolitisk domstol som dømte baskeren der har begået mere end en snes mord. ”Der er en lugt af hykleri i alt dette”, kunne man blandt andet læse i artiklen der blev bragt i både baskiske og catalanske medier. Det medførte pibekoncert hver gang Oleguer rørte bolden, når Barça længe efter optrådte på udebane, og at han mistede sin personlige kontrakt med tøjsportsfirmaet Kelme.

 

Da Levante angriberen Salva Ballesta i et radiointerview blev spurgt til sagen, sagde han: "Jeg har mere respekt for en hundelort”, end for Oleguer.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 29-07-2008 19:43

 

Nyhedsoversigt