Cruyffs klumme: Det
er overdrevet at sige, at jeg skrev kontrakt med Van Basten (25. februar)
Af Johan Cruyff (El
Periódico)
(Kommentar fra oversætteren: Indledningsvist kommenterer Cruyff
retssagen mellem David Albelda og Valencia CF om ophævelse af midtbanespillerens
kontrakt). At ende i retten er ikke måden at ordne tingene på. Billedet alle
så, da det også slap ud, er for at sige det groft helt igennem trist. Uden at
gå ind i hvem der har ret eller ej, så har de to parter i sagen udvist en
mangel på fuldstændig ærekærhed. Et nul til alle med venstre hånd. Valencia som
klub er i sin ret til at sige til en spiller, at man ikke har ham med i sine
planer. Og fodboldspilleren må altid acceptere det, så længe hans kontrakt
respekteres. Og derfra, og uden at kende detaljerne i historien, er der tusind
formularer til at nå til en løsning før man efterlader hele sagen i
advokaternes hænder.
Jeg er en af dem som synes at fodboldens sager bør styres af
fodboldfolk. Ikke af det almindelige retssystem. Hverken dette eller
politikerne bør nogensinde blande sig i fodboldens anliggender. Og når det
ender sådan, er det fordi der er begået mange fejl. Enorme. Dommeren kan afsige
den kendelse han vil, for det vil føre til at alt går galt. De eneste vindere i
hele denne suppedas bliver advokaterne. Det er en skam at være faldet i deres
hænder, for jeg er sikker på at der var en måde at nå til forlig om en mindre
traumatisk definitiv løsning. Fra uafgjort imod Recreativo til på 24 timer at
skulle tilbringe i timevis i retssalen har intet med sagen at gøre. Om Valencia
ender med at falde i pokalen imod Barça har heller ikke noget med sagen at
gøre, men det jeg er overbevist om er at alle detaljer tæller med.
En atypisk situation
Et andet ikke særligt ofte set billede fra sidste uge var
pressemødet med Luis Aragonés og Raúl González. Uden at gå ind i om Raúl bør
være på landsholdet, så er handlingen fra begge prisværdig. Til forskel fra det
som hændte i Valencia, står vi der overfor to mennesker som har sat fodboldens
interesse foran den personlige. Landstræneren har sin fulde ret til at udtage
hvem han vil til det nationale hold. Og det gør spilleren ære, at det er ham
som beder om at man lader landstræneren arbejde i fred. Jeg formoder at dette
for mange lyder som tom snak. For intet har ændret sig grundet denne offentlige
fremtoning. Hvorfor så gøre det? Om det så blot er for at vise at de begge er
mennesker, har det værdi for mig.
En fodboldmæssig vurdering af opturen og forpligtelsen efter det
indtryk Barça gjorde i Glasgow i Champions League. Som det hold jeg følger
mest, som det mandskab jeg kræver mest af, er det rimeligt at fortælle at jeg
rigtig godt kunne lide deres indstilling. Offensiv aggressivitet, ville jeg
sige i dette tilfælde. Angreb fra første minut og på udebane. Intet med bolde i
bredden og bagud. Af den slags kun hvad der var rimeligt. Det meste var
fremadrettet og hurtigt. Meget hurtigt. Var Celtic nogle gamle koner fordi de
ikke klæbede sig fast med spark? Hvis de havde forsøgt, var mere end en endt på
gaden. For når boldfarten er høj og du klæber dig fast, så kommer du næsten
altid for sent. Så ser man sparket så tydeligt, at dommeren med lethed viser
det røde kort.
Herfra skal tingene tages en efter en. Man må fortsætte kamp for
kamp. Intet med at forhaste sig, for når du forhaster dig kan du falde.
Champions League er slet ikke som ligaen. Ligaen er heller ikke som pokalen,
selvom man i denne turnering må vise offensiv aggressivitet som Barça
udstillede på Celtic Park.
