Bojan kan blive den yngste spanske A-landsholdsspiller nogensinde (2. februar)

 

Når Spanien på onsdag spiller imod Frankrig på La Rosaleda i Málaga, kan det blive historisk. Bojan Krkic er med i truppen, og i fald han kommer på banen bliver han den yngste spiller på det spanske A-landshold nogen sinde. Landstræner Luis Aragonés vil gerne se det unge talent til venskabskampen med henblik på måske at bruge ham i EM truppen.

 

Bojan har spillet på samtlige spanske ungdomslandshold, selvom han har serbisk pas efter sin far. Han ville således også kunne have spillet for dette land, selvom han har fået hele sin fodboldmæssige opdragelse i Spanien og på Det Spanske Fodbolforbunds forskellige landshold. Men kommer han på banen for det spanske A-landshold fanger bordet, og Bojan Krikc vil fremover kun kunne spille for Spanien. Udtagelsen af Barça spilleren skal nok også ses i dette lys.

 

I fald Bojan kommer på banen vil han få sin landsholdsdebut når han er 17 år, fem måneder og ni dage gammel. Hermed slår han den rekord Angel Zubieta satte tilbage i 1936.

 

”Bojan spiller rigtig godt. Få minutter, men han har scoret fire mål”, udtaler landstræner Luis Aragonés. ”Senere skal det ses om han fortsætter. Men det der er sikkert er, at han har nogle muligheder for en utrolig fremtid”.

 

Luis Aragonés ville ikke gå ind i sammenligninger mellem Bojan og Real Madrids Raúl González. “Jeg synes ikke de er ens. Der er meget der er forskelligt. Den ene er en dreng som begynder og den anden en spiller som har prøvet det hele i dette land”.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 02-02-2008 13:12

 

Nyhedsoversigt